Årsudsigten/ del 1 – læs hele den udvidede nytårsudgave af ØU Formue på lørdag:
Aktieåret 2024 kan overordnet set blive ganske godt. Men vi forventer, at det bliver med store udsving, med en flad eller negativ udvikling den første del af året. Mens den anden del af året bliver positivt.
Der er mange gode grunde til, at vi ser med skepsis på den første del af 2024:
For det første blev den sidste del 2023 et næsten historisk stærkt aktierally med kursstigninger på over tyve procent, især drevet af øget forventninger til en stribe rentenedsættelser fra centralbankerne i 2024. Disse forventninger er nu indarbejdet i kurserne, måske endda for meget.
For det andet er der stadig stærkere indikationer på en økonomisk opbremsning i første eller andet kvartal 2024, som godt kan udvikle sig til den dybere recession. Særligt bør det bemærkes, at rentemarkederne nu signalerer markant aftagende inflation – og dermed også vigende økonomisk vækst.
For det tredje har analytikerne løbende nedjusteret deres forventninger til de kommende kvartalets overskud for de store selskaber i amerikanske S&P 500 indeks og i det europæiske Stoxx 600 indeks, som indeholder de danske C25 selskaber. Vi bemærker, at analytikerne særligt har nedjusteret deres overskudsforventninger til health care, industri, materialer og stabile forbrugsvarer. De positive forventninger til tech holder stand.
For det fjerde synes markedet at have indarbejdet en forventning om alt for mange rentenedsættelser, i forhold til det centralbankerne selv har udmeldt. Det vil udløse skuffelse i markedet, hvis der kommer meldinger om, at de aktuelle markedsforventninger er alt for optimistiske.
For det femte er aktiemarkederne for tiden ekstremt overkøbte. Så der er virkelig brug for en større korrektion ned, på måske 5-10 procent, for at afvikle de meget overkøbte tilstande.
Hvis vi skal skære det helt firkantet ud, ser vi tegningen til en lose-lose situation. Altså en situation, hvor det kan gå to veje, og begge udfald vil udløse fald på aktiemarkederne.
I det ene udfald holder økonomien i den vestlige verden fortsat langt bedre stand end forventet, altså som det har været tilfældet det seneste år. Det vil betyde, at de korte og lange renter er løbet alt for hurtigt nedad, og renterne vil stige igen. Og det vil udløse en tydelig skuffelse på aktiemarkedet.
I det andet udfald bremser de vestlige økonomier halvhårdt eller hårdt op. Det vil udløse øget nervøsitet for en recession, der vil ramme selskabernes overskud negativt. Analytikerne ser allerede sværere tider forude i flere sektorer. Også selvom inflationen og virksomhedernes inputpriser ikke længere stiger.
Hvordan de økonomiske nøgletal udvikler sig, kan være svært at spå om. Men hvis de seneste indikationer fortsætter, vil vi få en alvorligere økonomisk opbremsning i andet eller tredje kvartal, og det kan være det, at aktiemarkederne snart begynder at reagerer negativt på.
Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at den ekstreme aktie–eufori fortsætter ind i januar. Men det vil være en fest på de sidste benzin-dampe, som holder maskineriet i gang. Mange professionelle investorer spejder for tiden efter undskyldninger for at begynde at sælge ud.
Vi forventer, at særligt de konjunkturfølsomme aktier vil få de største kurshug, men defensive sektorer som health care, stabile forbrugsvarer og value aktier vil klare sig bedst. Det er også med dette udgangspunkt jeg har valgt årets vinder aktier for 2024.
Som nævnt forventer vi bedst relative afkast fra defensive og billige aktier i den første del af året.
ØU’s portefølje leverede i 2023 et samlet afkast på 14 procent, og afkastet i investeringsfonden er lidt lavere på grund af administrationsomkostninger. I Porteføljen planlægger vi at skrue ned for risikotagningen i det nye år, når der er mere sikre tegn på, at efterårets eufori toner ud.
Som det fremgår af kursgrafen, ser vi nu to scenarier de næste måneder: Det ene indebærer en korrektion ned på 3-4 procent og derefter en nogenlunde flad kursudvikling.
Det andet indebærer et generelt kursfald på mindst ti procent. Som tingene ser ud lige nu, giver vi det en sandsynlighed på 60 procent for den lille korrektion og 40 procent for et større kursfald. Under dette billede kan ligge en større sektor rotation mod defensive aktier. Læs også Aktieudsigten del 2 på næste side om de store drivkræfter i 2024.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.