Fra Danske Bank:
Generelle tendenser på aktiemarkedet
Torsdagen bød på endnu en nedgang for det danske C25, hvilket bringer indekset samlede tab for måneden op på 7,6 pct. Tabet drives af Novo Nordisk som afholdt sin årlige generalforsamling samtidig med nye toldtrusler for medicin fra Donald Trump, hvilket bragte aktien ned med 3,8 pct. Med stigende usikkerhed, så steg de defensive aktier, hvor Royal Unibrew lagde sig i front med en stigning på 2,3 pct., efterfulgt af Tryg med 1,5 pct. Det europæiske Stoxx 600 var ligeledes udsat for prispres efter udmeldinger om 25 pct. told på bil eksport til USA, hvor den europæiske bilsektor bakkede med 1,5 pct. Det amerikanske S&P 500 kunne heller ikke undgå et prisfald på 0,3 pct., dog var stemningen periodisk positiv, da nøgletal viste, at det amerikanske BNP voksede md 2,4 pct. i tredje kvartal, hvilket var 0,1 pct-point mere end ventet. Chipproducenten Nvidia faldt torsdag 2,1 pct., på baggrund af, at de kinesiske myndigheder har indført anbefalinger om energikrav for chips til indenlandske virksomheder, hvilket Nvidias H20 chip ikke lever op til. De asiatiske indeks ligger her til morgen i minus, særligt drevet af Sydkorea og Japan efter udsigterne til lavere efterspørgsel i bilindustrien.
Selskabsspecifikke nyheder – Danmark
I går oplevede det danske bryggeri, Harboes Bryggeri, et betydeligt fald i aktiekursen på 20,3 pct. efter en nedjustering af selskabets forventninger til både indtjening og resultat. Dette skete som en reaktion på investorernes bekymringer, da bryggeriet afslørede, at de forventer at tjene langt færre penge end tidligere antaget. Harboes Bryggeri, med base i Skælskør, oplevede fortsat vækst i tredje kvartal, men indtjeningen var ikke tilfredsstillende, hvilket førte til pres på både EBITDA og indtjeningsmarginen.
Ifølge finansdirektør Simon Andersson skyldes udviklingen især højere produktionsomkostninger, blandt andet som følge af indkøring af den nye produktionslinje, samt øgede salgs- og distributionsomkostninger. Selskabet meldte i en fondsbørsmeddelelse, at de nu forventer et resultat før skat på DKK 50-60 mio. for regnskabsåret 2024/25, en nedjustering fra tidligere forventninger om DKK 60-100 mio. Samtidig skar Harboe også i forventningerne til driftsindtjeningen (EBIT), som nu ventes at lande mellem DKK 140-150 mio., mod tidligere DKK 150-190 mio.
Årsagerne bag nedjusteringen vil ifølge Harboe også præge fjerde kvartal. Topchef Søren Malling fastholdt dog optimismen på længere sigt og forklarede, at udviklingen i årets tredje kvartal viser sårbarheden i deres lave indtjeningsmarginer, hvor udviklingen i salgspriser og afsætning ikke har kunnet modsvare de stigende omkostninger. Dette har betydet, at det positive momentum fra første halvår ikke kunne fastholdes, og selskabet forventer fortsat høje omkostninger og dermed pres på indtjeningen i fjerde kvartal, udtrykte Malling.
Øvrige nordiske markeder
Den svenske tøjproducent, Hennes & Mauritz (H&M), udkom med et skuffende regnskab for første kvartal torsdag. Salget steg kun 2 pct. målt i lokale valutaer, hvilket var under analytikernes forventninger. Den svenske fast-fashion gigant, oplevede en stigning i nettoomsætningen til SEK 55,333 mio. fra SEK 53,669 mio., men dette var ikke nok til at opfylde forventningerne på SEK 55,9 mia. Salget i marts steg kun med 1 pct., hvilket indikerer en langsom start på forårssæsonen. Driftsresultatet faldt markant til SEK 1,203 mio., hvilket svarer til en driftsmargin på 2,2 pct., ned fra 3,9 pct. året før, primært på grund af svækket bruttoavance og øget nedslag samt investeringer i kundeudbuddet. H&M’s CEO, Daniel Ervér, udtrykte utilfredshed med kvartalsresultatet og bemærkede, at investeringer i markedsføring og brandstyrkelse har været langsomme til at give afkast. Inflationen har begrænset kundernes købekraft, og selskabet har fokuseret på at give den bedste værdi for pengene. Trods disse udfordringer forventer H&M, at de negative effekter vil være betydeligt mindre i andet kvartal, og forbedringer i kvinders sortiment vil begynde at have en positiv effekt. På trods af et markant fald lige ved markedsåbningen på ca. 5 pct., steg aktien tilbage op i løbet af dagen og endte i svagt plus på 0,4 pct.
Øvrige udland
I går blev aktierne i de tyske bilproducenterm, Mercedes-Benz og Porsche, stærkt påvirket af nyheden om USA’s planlagte told på 25 pct. på import af biler fra Europa, hvilket især vil ramme disse to luksusmærker hårdt. De europæiske bilproducenter står over for en potentiel økonomisk konsekvens på EUR 3,4 mia. fra de nye amerikanske toldsatser, som kan reducere op mod en fjerdedel af deres forventede driftsindtjening i 2026, ifølge Bloomberg Intelligence. Aktiekurserne for Porsche og Mercedes faldt henholdsvis 2,6 pct. og 2,7 pct. i går, mens Volkswagen og BMW også oplevede mindre fald. Trump’s toldmur truer med at ændre den europæiske bilindustris afhængighed af eksport til det lukrative amerikanske marked. Tyske bilproducenter er særligt udsatte, da de sender flere køretøjer til USA end til noget andet land, herunder mange af deres højmargin-modeller som Porsche 911 og Mercedes S-Klasse. Porsche, der ikke har fabrikker i USA, er særligt udsat, da deres amerikanske forhandlere er helt afhængige af import.