Uddrag fra Bloomberg, bearbejdet til dansk:
Onsdag afsluttede NATO-medlemmer en aftale om at hæve forsvarsudgifterne til 5% af BNP, delvist for at berolige præsident Donald Trump (for yderligere overvejelser bag beslutningen, se venligst dette). Men som Bloomberg bemærker, strider dette ambitiøse løfte imod de finansielle og politiske realiteter for nogle europæiske NATO-lande. Centrale nationer har allerede signaleret over for EU deres modvilje mod at øge underskuddene, og omfanget af blokkens flagskibs oprustningsprogram antyder, at det nye mål i nogle tilfælde blot vil være symbolsk.
Under EU’s ReArm-plan valgte centrale nationer — Frankrig, Italien og Spanien — ikke at benytte den finanspolitiske fleksibilitet, som EU-Kommissionen tilbød, til at øge militærudgifter finansieret via underskud. De bekymrer sig mere om obligationsmarkederne end om EU-reglerne.
Ved at overlade forsvarsbeslutninger til det nationale niveau er EU-planen mere en koordineringsindsats end en egentlig blokdækkende satsning, og den risikerer at mislykkes i forhold til sit mål.
Forsvarsudgifterne i Europa forventes at stige — potentielt til over 3% af BNP i de kommende år — men vil sandsynligvis ligge langt under niveauet, som NATO’s nye mål indebærer. Desuden vil udgifterne forblive fragmenterede mellem medlemslandene, med Tyskland langt foran de øvrige.
På EU-niveau vurderer Bloomberg, at de økonomiske effekter af øgede forsvarsudgifter vil være begrænsede i de kommende år.
NATO-allierede har aftalt et nyt mål for forsvarsudgifter på 5% af BNP inden 2035, herunder en kerneandel på 3,5% til hårdt forsvar og 1,5% til infrastruktur og relaterede områder som cybersikkerhed og efterretning. Dette udgør en væsentlig stigning for de fleste europæiske allierede, undtagen Polen og nogle baltiske lande, som allerede – på grund af geopolitiske trusler – overskrider den tidligere NATO-grænse på 2%.
Tiltaget afspejler Europas erkendelse af sikkerhedstrusler, men også voksende bekymring om USA’s pålidelighed som militærallieret. Med dette løfte søger europæiske lande at berolige Trump og styrke alliancens gensidige forsvarsgaranti, som han gentagne gange har sat spørgsmålstegn ved. Men som vi gentagne gange har påpeget, står centrale europæiske partnere (mange med socialistiske regeringer) over for vanskelige realiteter derhjemme: finanspolitiske begrænsninger, politisk modstand og begrænset offentlig støtte.
Under EU’s ReArm-plan har 16 af de 27 medlemslande anmodet om at benytte den såkaldte nationale undtagelsesklausul – den fleksibilitet, som EU-Kommissionen har givet til at finansiere yderligere militærudgifter over de næste fire år. Klausulen tillader op til 1,5% af BNP i forsvarsudgifter uden for de normale underskudsregler. Dog har store lande som Frankrig og Italien, sammen med Spanien, som åbent har afvist NATO’s 5%-mål, valgt ikke at benytte den.
I Italien har premierminister Giorgia Meloni annonceret en omklassificering af eksisterende udgifter for at nå NATO’s 2%-mål i år. Frankrigs præsident Emmanuel Macron, som selv støtter øgede forsvarsudgifter og en større international rolle for Frankrig, har ikke bemyndigelse til at øge forsvarsbudgettet, da det er parlamentet – som er dybt splittet – der træffer beslutningen. Og Frankrig står allerede over for betydelige finanspolitiske begrænsninger.
En anden stor udfordring er den korte tidshorisont for planen, som Bruxelles har fremlagt. EU har kun lempet sine finansregler i fire år. Herefter vil det kræve enten store nedskæringer i andre dele af budgettet eller markante skattestigninger at opretholde det højere militærforbrug. Selv hvis opgaven overlades til efterfølgende regeringer, er det stadig politisk uacceptabelt for mange.
Vurdering af den økonomiske effekt
EU bruger samlet set allerede tæt på 2% af BNP på forsvar. At nå op på 5% ville betyde yderligere 650 milliarder euro i udgifter frem til 2030, hvis medlemslandene hurtigt lever op til deres løfter.
Med den tilgængelige information er det rimeligt at antage, at udgifterne ikke vil nå 5%, men et mere realistisk mål på 3,5%, og at kun halvdelen heraf vil blive finansieret med ny gæld – i tråd med den lunkne opbakning til EU’s undtagelsesklausul. Andre lande vil enten ikke overholde løftet eller bruge midler fra eksisterende budgetter. Det reducerer markant den cykliske virkning af NATO’s forpligtelse.
Det er også sandsynligt, at regeringer – efter årtier med underinvestering i forsvarsindustrien – for at maksimere afkastet vil allokere en større andel til investering og forskning og udvikling. Bloomberg antager i denne analyse, at 40% går til personale, 55% til kapitaludgifter og 5% til innovationsforskning.
Ved at anvende standardøkonomiske multiplikatorer og uden modvirkning fra pengepolitikken, kan en stigning i forsvarsudgifter på 0,75% løfte BNP med 0,6% i 2030 – svarende til kun 0,1 procentpoint vækst pr. år, hvilket er en ubetydelig vækstfremmende effekt.
Effekten kan være endnu mindre, hvis en stor del af kapitaludgifterne går til importeret udstyr. EU’s flagskibsrapport om konkurrenceevne sidste år noterede, at 80% af militærindkøb var importerede, men dette tal er siden blevet draget i tvivl (se her og her), og i det nuværende geopolitiske klima vil der sandsynligvis være et pres for at købe mere lokalt.
På lang sigt har investeringer typisk den mest transformative effekt på økonomien. Men mens flere broer, tog og skoler kan øge kapaciteten i økonomien, er det mindre klart, om militært udstyr skaber samme bredere økonomiske fordele. Det betyder, at selv den antagede vækst på 0,4% fra forsvarsinvesteringer muligvis ikke vil give varige økonomiske gevinster.
