Anbefalinger for First North-selskaber er en sovepude

Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder er nu kommet med det endelige sæt anbefalinger om god selskabsledelse for de mindre vækstselskaber. Men der er desværre ingen grund til at tro, at de nye anbefalinger vil styrke tilliden til First North, da de ikke tager fat om de konkrete problemer.

Tanken bag et sæt anbefalinger om god selskabsledelse for de mindre børsnoterede vækstselskaber er rigtig god. Velkendt er det, at der er behov for over en bred kam at styrke tilliden til selskaberne og deres rapportering. Da de almindelige anbefalinger om god selskabsledelse for de store selskaber på hovedmarkedet ikke gælder for selskaber på First North og Spotlight, er der brug for noget lignende her.

Ligegyldige anbefalinger
Den nye forening for vækstvirksomheder, med direktør Thomas Black-Petersen i spidsen, vil selvfølgelig gerne starte blødt ud for at få flest mulige selskaber med. Men foreningen skyder sig selv i foden med de nye anbefalinger ved at gøre sig selv og anbefalingerne ligegyldige.

Dermed fortaber de en oplagt mulighed for at gøre en forskel. Dynamikken i den slags følg eller forklar-anbefalinger er nemlig, at det ser rigtig dårligt ud for de selskaber, som vælger slet ikke at følge anbefalingerne.

Disse selskaber vil hurtigt diskvalificere sig selv fra at blive opfattet som seriøse og professionelle. Derfor vil de fleste selskaber vælge at følge anbefalingerne.

Problemet er dels, at de nye anbefalinger ikke adresserer konkrete problemer som eksempelvis den flagrende ARR-rapportering. Og dels omfatter de fleste anbefalinger interne ledelsesprocesser, som burde være en selvfølge, og som der slet ikke skal fortælles om til omgivelserne.

Eksempelvis anbefales det, at bestyrelsen gennemfører en årlig selvevaluering. Tak, det sker allerede i alle de selskaber, noterede som unoterede, hvor bestyrelsen er blot en smule professionel. Anbefalingerne lægger ikke op til, at bestyrelsen oplyser eksternt om evalueringsmetode samt resultater fra evalueringen, som det gælder for de store børsnoterede selskaber.

En anden anbefaling (2.1) lyder, at bestyrelsen besættes med kompetente medlemmer med relevante erfaringer, og i en tredje anbefaling (2.10) foreslås det, at bestyrelsen udarbejder et årshjul, som bestyrelsen tilrettelægger sit arbejde efter.

Der er her tale om forhold, som enhver dansk bestyrelse langt hen ad vejen allerede følger, eller i hvert fald burde følge ud fra almindelig sund fornuft.

Særligt for små vækstselskaber er likviditetsberedskabet en altafgørende oplysning. På den ene side er det derfor godt med anbefaling 2.6 om, at ”bestyrelsen udarbejder budget for resultat og pengestrømme, herunder en likviditetsplan med tilstrækkelig likviditetsbuffer for de kommende 12 måneder.”

På den anden side er det naturligvis centralt, at investorerne også får denne viden. Men det lægges der ikke op til.

Efterlyser transparens
Anbefalingerne slår også ned på nogle felter, hvor der muligvis kan ske positive ændringer mod mere kvalitet i den eksterne rapportering.

Det handler om anbefaling 1.8, som lyder, at ”selskabet tilstræber størst mulig transparens om ejerstruktur, ledelsesmæssige bindinger og lockup perioder”.

I forlængelse heraf hedder det, at ”vedrørende ejerstruktur anbefales særligt på selskabets hjemmeside, at oplyse overskueligt om offentligt tilgængelige oplysninger om aktionærers oplyste ejerandele (fx de oplysninger, der er registreret af selskabet hos Erhvervsstyrelsen (…)”

En nyttig anbefaling er også at præcisere det åbenlyse om udmelding af resultatforventninger. I anbefaling 1.7 anbefales det, ”at selskabet udarbejder resultatforventninger og at resultatforventningerne omfatter det kommende regnskabsår. Det anbefales herunder, at selskabet oplyser om de væsentligste budgetforudsætninger, der ligger bag selskabets resultatforventninger (…).”

Et velment råd herfra er overordnet, at foreningen nu lader anbefalingerne virke et år, og at man herefter reviderer dem med henblik på at gøre dem mere relevante, konkrete og med offentliggørelse af ledelsernes praksis på de enkelte områder.

Morten W. Langer