Finanssektoren fylder alt for meget i samfundsøkonomien. Og en stor andel af den lever for sin egen skyld og gavner hverken forbrugere, erhvervsvirksomheder eller samfundet. Den spekulative del af sektoren skal afgrænses fra den normale bankaktivitet og indlånernes penge, som EU tidligere har forslået. Finansfolk skal ikke spille med andre folks penge. Sådan lyder konklusionen i bogen ”Other People’s Money,” skrevet af professor John Kay fra London School of Economics, også kendt fra sin ugentlige kommentarer i Financial Times.
Bogen er en meget kritisk beskrivelse af banksektoren, og John Kay forstår samtidig at give en god indføring i finanskrisen. Han stiller spørgsmålet, om finansfolkene er ”universets herrer eller folkets tjenere?” Hans svar er, at bankerne generelt har fjernet sig fra at være folkets tjenere, og at en stor del af sektoren – investeringsbankerne og store dele af børsmarkedet – har forsøgt at gøre sig til deres egne herrer, fordi denne del af finanssektoren har levet højt på andres penge og har skabt en aktivitet, der er til for finansfolkenes egen skyld.
Eksempelvis er værdien af de britiske banker 7.000 milliarder pund – fire gange så meget som briternes samlede årlige indtjening. Værdien af de daglige valutatransaktioner er 100 gange så store som værdien af den daglige internationale handel. Handelen med aktier og derivater er årsagen til finanssektorens vækst. Men det er en værdi, der har meget lille betydning for den reelle økonomi, skriver han. Finanssektoren har tiltaget sig en urimelig stærk politisk indflydelse, og omverdenen lader sig styre af den konstante fokusering på ”markedet.” Og medierne hjælper med til at skabe dette billede. John Kay henviser til den amerikanske professor og tidligere finansminister Larry Summers, som afviser den opfattelse, at finanssektoren er noget særligt, og at det kræver en særlig intellektuel indsigt at operere i denne verden.
Finanssektoren er som enhver anden erhvervsgren, skriver John Kay. Han mener, at den skal skæres ned til dét, den var tidligere, da den tog mod indlån og lånte penge ud – altså en aktivitet, der er markant mindre end finanssektoren i dag. Han har ikke noget imod investmentbanker eller hedgefonde eller spekulanter. Men de skal ikke være koblet op på folks indlån. De må operere for deres egne midler eller for midler, som udlånerne bevidst sender på en risikofyldt tur i karussellen. Mange vil utvivlsomt synes, at John Kay skyder over målet. Men han leverer faktisk så detaljerede og overbevisende analyser, at det bør få enhver til at revurdere finanssektoren. Den er f.eks. slet ikke så profitabel, som tallene viser. Han dokumenterer, at konstruktionen med finans-konglomerater kan flytte så meget rundt på indtægter og udgifter, så det er svært eller umuligt at se, hvad f.eks. investeringsbankerne reelt tjener.
John Kay har noget af have sin kritik i, for han var formand for den britiske regerings undersøgelse af aktiemarkedet. Det resulterede i en rapport i 2012 med forslag til reformer. Han kommer i bogen med en række forslag: Han mener, at det er nødvendigt at afgrænse retail banking fra al anden bankaktivitet. Der er meget større omkostninger ved bankernes investeringsaktivitetet og børshandel, end vi normalt er klar over. Hvis bankerne skulle betale forsikringspræmier for at gardere sig mod situationer som finanskrisen i 2008 og 2009, ville de simpelt hen ikke være aktive i handel med egne midler. Det ville være alt for risikabelt.
Der er to grunde til, at denne finansaktivitet, som han kalder financialisation, finder sted. For det første at bankerne altid bliver reddet af den offentlige sektor, hvis det går galt, og for det andet at bankerne har indført aflønningssystemer, der fremmer kortsigtede og spekulative dispositioner. De dage, hvor en finansrådgiver giver kunderne troværdig, langsigtede råd om f.eks. deres opsparing, er forbi. Nu handler det om at handle, det vil sige at få kunderne til at skifte sine positioner ud hele tiden.
Det er blevet et kæmpeproblem i dag med nulrenterne, for kunderne har ikke råd til at handle med deres formuer. De har ikke råd til at være aktive. Han giver de såkaldte finansrådgivere et drag over nakken: De véd ikke nok om de børsnoterede selskaber og sektorer, de udtaler sig om. Derfor mener han også, at bankfolk skal kunne drages personligt til ansvar for fejldispositioner – fra rådgiveren til topchefen.
Derfor må al regulering af finanssektoren også handle om forbrugerbeskyttelse. I flysektoren handler reguleringer om passagerernes sikkerhed og ikke om selskabernes formåen eller branchens indretning. Sikkerheden forsvandt ikke, da der blev skabt en liberalisering, som førte til lavprisselskabernes fremstormen. Den samme tankegang må gælde i finansverdenen. Derfor ser han også kritisk på den måde, USA og EU hjalp finanssektoren på efter 2008. Den offentlige hjælp, herunder med QE-programmet, kan blive langt mere ødelæggende for den reelle økonomi end nogle bankers kollaps.
Other People’s Money. John Kay. Profile Books. 255 kr.
