Mange erhvervsvirksomheder går mere eller mindre let hen over anbefalingerne om god selskabsledelse. Men sjældent er bestyrelsen mest optaget af at lave mikromanagement, i stedet for at lægge den strategiske retning, alt imens direktionen giver det førsteprioritet at manipulere aktionærerne, og hvor de væsentligste kontrolsystemer mere eller mindre er brudt sammen. Men i staten – der fungerer det ofte sådan, hvis man oversætter bestyrelsen til regeringen og direktørerne til de ledende embedsmænd. Sådan lyder det overordnede budskab i en ny bog af Tim Knudsen og Pernille Boye Koch, som er henholdsvis professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet og lektor i offentlig ret ved RUC. De opregner med udgangspunkt i en buket af nogle af det seneste årtis ”sager” dårligdommene i statens ”selskabsledelse” i deres nye bog ”Ansvaret der forsvandt – om magten, ministrene og embedsværket”. Det er deprimerende læsning, men også en meget vigtig bog. Den ikke bare advarer om nogle risici ved den svage ledelse, staten udsætter sig selv for. Den fortæller også om, hvordan mange af disse risici allerede er blevet virkelighed, til stor skade for det danske samfund.
Det er ikke blot ironisk i betragtning af, at staten selv promoverer god selskabsledelse i erhvervslivet. Det er også fatalt, fordi det betyder, at store dele af statens virksomhed halter voldsomt: Da den nuværende stat blev organiseret med junigrundloven i 1849, bestemte man, at ministrene skulle være ansvarlige for alt, hvad der skete i deres ministerier. Det var bogstaveligt talt dem selv, der sad med brevkniven og åbnede alle breve, og de underskrev også al udgående post. Selv om ministrene for længst er blevet lettet for det rent praktiske arbejde, har de stadig formelt det fulde ansvar.
Så i princippet skal de holde øje med hver en krog af deres organisationer, der kan have tusindvis af ansatte. Og dette samtidig med, at de skal føre politik. Det kan de naturligvis ikke nå, så de har inddraget store dele af embedsstanden i det politiske arbejde. Med det resultat at ”politisk tæft” ofte er det, der står først i stillingsopslagene. Det er på bekostning af indsigt i fagområdet og hård, juridisk viden om de spilleregler, der gælder for statens virksomhed. Det er en tendens, der kun bliver værre af den moderne karriereplanlægning, hvor man skifter job jævnligt. På den måde kan embedsmændene ikke længere i samme grad basere deres karriere på at nå en faglig styrkeposition i et enkelt ministerium. De skal i stedet nå at bevise deres politiske tæft, så de kan få en højere stilling i et andet ministerium næste gang. Det lider især de små ministerier under. Disse problemstillinger har født nogle af de sager, der har været omtalt de seneste år. F. eks. den skattesag, der i disse uger igen er aktuel. Selv om kommissionsdomstolen stort set opgav at placere konkret skyld, står det også klart, at der er sket store regelbrud, og at det er svært at finde blot en af de involverede, der kun har været drevet af saglige hensyn.
Skattesagen er særligt alvorligt, fordi flere elementer i den viste eller indikerede aktiviteter, der nærmest var forfatningsfjendtlige. Nogen har med lækagen af statsministerparrets skatteoplysninger søgt at påvirke et folketingsvalg. Det gør det så ikke bedre, at borgerne, når de nu har set de lækkede oplysninger, med rette kan sidde tilbage med den mistanke, at der ikke er lighed for loven, når staten inddriver skat. Faktum er, at fotomodellen Camilla Vest stod til en fængselsdom, der først blev omgjort, da lækagen åbenbarede, at Stephen Kinnocks sag var behandlet mildere. Så er nogle af de andre sager trods alt mildere. Men også nemmere at oversætte til ledelsen af en virksomhed. Hvis en bestyrelsesformand havde gjort det tilsvarende som Anette Wilhelmsen, da hun forærede en mio. kr. til Lisbeth Zornig Andersen, havde skandalen været total. Det samme havde været tilfældet, hvis ledelsen i en virksomhed først bevidst havde fejlinformeret aktionærerne om omkostningsstrukturen, og derefter havde slettet dokumentation af forløbet. Det var i korte træk indholdet af sagen om afregningen til privathospitaler fra VK-regeringens tid. Tim Knudsen og Pernille Boye Koch har flere forslag til, hvordan man kan forbedre systemet. Men først og fremmest synes der at være behov for en mentalitetsændring på Christiansborg og Slotsholmen. Man kunne jo begynde med at lade sig inspirere af de anbefalinger om god selskabsledelse, man selv promoverer over for erhvervslivet.
Tim Knudsen og Pernille Boye Koch: Ansvaret der forsvandt
– om magten, ministrene og embedsværket.
Udgivet af forlaget Samfundslitteratur.
