København, Danmark, 21. oktober 2025 – Med henvisning til selskabsmeddelelsen af 26. august 2025 (nr. 24/2025) angående offentliggørelsen af tilbudsdokumentet, som ændret ved tillæggene dateret henholdsvis 29. september 2025 og 15. oktober 2025 (“Tilbudsdokumentet”) vedrørende det kontante frivillige anbefalede offentlige overtagelsestilbud om at erhverve samtlige udstedte og udestående aktier (med undtagelse af egne aktier) i Bavarian Nordic A/S (“Bavarian Nordic” eller “Selskabet”) af Innosera ApS (“Tilbudsgiver”), et selskab kontrolleret af Nordic Capital Fund XI1 og fonde forvaltet og rådgivet af Permira Beteiligungsberatung GmbH (“Tilbuddet”), har Tilbudsgiver i dag offentliggjort et tredje tillæg (det “Tredje Tillæg”) til Tilbudsdokumentet.
Det Tredje Tillæg reducerer minimusbetingelsen for accept fra 75 % af stemmerettighederne og aktiekapitalen i Selskabet, eksklusive egne aktier, til 66 2/3% af stemmerettighederne og aktiekapitalen i Selskabet, eksklusive egne aktier.
Yderligere ændres udløbstidspunktet for tilbudsperioden den 5. november 2025 fra kl. 17:00 (CET) til kl. 23:59 (CET). Enhver henvisning til “Tilbudsperioden” i Tilbudsdokumentet, Bestyrelsesredegørelserne eller i andre dokumenter/og eller meddelelser vedrørende Tilbuddet skal forstås som perioden, der begyndte den 26. august 2025 og udløber den 5. november 2025 kl. 23:59 (CET).
Alle øvrige vilkår og betingelser for Tilbuddet, som beskrevet i Tilbudsdokumentet, forbliver uændrede og finder anvendelse på Tilbuddet, som ændret ved tidligere tillæg og det Tredje Tillæg.
Der henvises endvidere til bestyrelsens2 oprindelige bestyrelsesredegørelse samt den supplerende bestyrelsesredegørelse som offentliggjort i henholdsvis selskabsmeddelelse nr. 25/2025 og nr. 32/2025 (“Bestyrelsesredegørelserne”).
Tilbudsgiver har oplyst, at en række institutionelle aktionærer, herunder Fundamental Invest, Nykredit Asset Management, SEB Asset Management, BankInvest, PensionDanmark og fonde administreret af Gudme Raaschou Danske Aktier Akk., som tilsammen repræsenterer ca. 5,3 % af aktiekapitalen i Bavarian Nordic, i forbindelse med det forbedrede Tilbud havde afgivet tilsagn om at acceptere det forbedrede Tilbud i den forlængede tilbudsperiode. Ifølge Tilbudsgiver har Tilbudsgiver modtaget yderligere tilsagn fra andre investorer, herunder Kite Lake Capital, Nine Masts Capital Ltd., TIG Advisors LLC og VFM LLC, som tilsammen repræsenterer 5,3% af aktiekapitalen i Bavarian Nordic. Ifølge Tilbudsgiver er der derfor pr. 21. oktober 2025 opnået accepter og bindende tilsagn om accepter, som indikerer et foreløbigt resultat for accepter på cirka 36,1 %. Tallet omfatter accepter, der blev modtaget den 15. oktober, et begrænset antal accepter modtaget fra et mindre antal depotbanker efter 15. oktober samt yderligere tilsagn fra ovennævnte investorer, men eksklusive eventuelle yderligere accepter, som andre investorer måtte have afgivet til deres depotbank siden da, men som endnu ikke er modtaget eller medregnet af afviklingsbanken.
Det Tredje Tillæg er udarbejdet af Tilbudsgiver og er godkendt af Finanstilsynet den 21. oktober 2025. Dokumenter vedrørende Tilbuddet, herunder det Tredje Tillæg, samt engelske oversættelser af sådanne dokumenter er, med forbehold for visse begrænsninger, tilgængelige på Bavarian Nordics hjemmeside www.bavarian-nordic.com. Aktionærerne i Bavarian Nordic opfordres til at læse Tilbudsdokumentet, som ændret ved tillæggene, samt Bestyrelsesredegørelserne i deres fulde længde, inden der træffes beslutning om, hvorvidt Tilbuddet ønskes accepteret.