Fra Danmarks Statistik:
Byggeomkostningsindeks for boliger 3. kvt. 2025
De samlede omkostninger ved boligbyggeri faldt med 0,3 pct. i tredje kvartal 2025 sammenlignet med andet kvartal. Omkostningerne til materialer faldt med 0,4 pct., mens arbejdsomkostningerne faldt med 0,2 pct. Det samlede byggeomkostningsindeks er en sammenvejning af indeksene for enfamiliehuse og etageboliger. Omkostningerne til byggeri af enfamiliehuse faldt med 0,6 pct., drevet af et fald i materialeomkostninger på 0,9 pct., samt et fald i arbejdsomkostninger på 0,1 pct. Byggeri af etageboliger steg med 0,1 pct., fordelt på 0,1 pct. stigning i materialeomkostninger og 0,1 pct. fald i arbejdsomkostninger.
Variation i udviklingen af materialepriser
Overordnet set bød tredje kvartal 2025 på relativt små ændringer inden for omkostninger til boligbyggeri. Der var dog variationer på tværs af faggrupper. Således havde jord- og betonarbejdet et fald i materialeomkostninger på 1,9 pct., og el-arbejdet og tømrer- og snedkerarbejdet havde fald på 1,0 pct. I den anden ende af skalaen havde betonelementarbejdet og murerarbejdet stigninger på hhv. 0,7 og 0,4 pct.
Forskellen i materialeomkostninger mellem jord- og betonarbejdet og betonelementarbejdet er en stor del af forklaringen på den forskel, der ses mellem enfamiliehuse og etageboliger, idét jord- og betonarbejdet vejer tungere i beregningen af indekset for enfamiliehuse end for etageboliger, mens det omvendte er tilfældet for betonelementarbejdet.
I samme periode varierede udviklingen af arbejdsomkostninger fra et fald på 0,8 pct. for tømrer- og snedkerarbejdet til en stigning på 1,2 pct. for VVS-arbejdet.
Årlig stigning i byggeomkostninger på 2,1 pct.
I tredje kvartal 2025 steg den samlede årlige udvikling i byggeomkostninger med 2,1 pct. set i forhold til tredje kvartal 2024. Materialeomkostningerne steg med 2,2 pct., mens arbejdsomkostningerne steg med 2,1 pct. Udviklingen i materialeomkostninger kan sammenlignes med den generelle prisudvikling for varer i første omsætningsled (business-to-business), som ifølge Prisindeks for indenlandsk vareforsyning ( www.statistikbanken.dk/pris1121 ) faldt med 1,2 pct. i samme periode. Udviklingen af materialeomkostninger i byggebranchen var altså i perioden 3,4 procentpoint højere end den generelle prisudvikling for varer.
Kilder og metode
Byggeomkostningsindekset belyser udviklingen i omkostningerne ved at bygge en bolig og anvendes bl.a. til at prisregulere byggekontrakter.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.
