Kære læser
De makroøkonomiske signaler for amerikansk økonomi fortsætter med at skuffe. Fredag var det den vigtige ledende økonomiske indikator fra tænketanken Conference Board, som viste en mere negativ udvikling, end analytikerne havde forventet.
Inden for den seneste uge har data skuffet for den amerikanske industriproduktion, detailsalget, beskæftigelsen og flere FED-erhvervstillidsmålinger, og udviklingen i producentpriserne (PPI) var højere end forventet.
Aktiemarkedet har taget meget let på de ellers ret negative nøgletal, og logikken er, at de svage økonomiske signaler øger sandsynligheden for hurtigere og flere rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank. Og det opfattes meget positivt. I hvert fald lige for tiden.
Det er klart, at hvis glasset lige pludselig ikke opfattes som halvt fuldt, men halvt tomt, så kan det gå hurtigt ned ad bakke.
Hvis de økonomiske signaler fortsætter med at skuffe, vil markedets fokus uundgåeligt vende til ny nervøsitet for en recession, som vil ramme det amerikanske aktiemarked. Men også det europæiske aktiemarked, der stort set altid følger retningen på det amerikanske aktiemarked.
Øget nervøsitet for recession
Ja, vi skrev nogenlunde det samme for en uge siden på denne plads. Men historien er bestemt ikke blevet mindre rigtig. Den igangværende sektorrotation på aktiemarkedet afspejler da også i stigende grad øget nervøsitet for en recession. Investorerne på det amerikanske aktiemarked trækker kapital over mod ikke-cykliske sektorer, som vil klare sig relativt bedre under en makroøkonomisk opbremsning.
De stærkeste amerikanske sektorer har de seneste uger været inden for det defensive forsigtige univers. Bedste sektorer har været forsyning, stabile forbrugsvarer, health care og real estate. Største tabere har været cyklisk forbrug, industri, materialer og energi.
På vores danske hjemmemarked har især en stribe health care aktier klaret sig rigtig godt. Blandt andet Bavarian Nordic, Ambu, Lundbeck, GN Store Nord og Demant. Også andre defensive aktier som Jeudan (løftes af forventninger om faldende renter), Royal Unibrew og ISS klarede sig rigtig godt.
Vi har en forventning om, at de professionelle investorer fortsat vil trække kapitalen over mod de defensive sektorer, og en øget vægtning her vil sikkert give mere robusthed i ens investeringsportefølje. I ØU’s portefølje endte vi ugen i plus 10,1 pct. for årets afkast mod Copenhagen Benchmark på 11,2 pct. og C25-indeks i 8,9 pct.
I Porteføljen ligger vi fortsat ret defensivt, og når vi ikke halter mere bagefter vores benchmark indeks, er det fordi, vi også har to store positioner i ETF’er med kobber og med guld, som begge har performet solidt på det seneste.
Efter den seneste måneds meget stærke aktiemarked, tror vi, at det vil være rettidig omhu at skrue ned for sine aktierisici.
Vi vil vende tilbage til Pandora
Vi ser svækkelse hos de amerikanske forbrugere, og derfor har vi solgt en af vores yndlingsaktier, nemlig Pandora. Vi vil vende tilbage til den senere, da det er en langsigtet storvinder. Vi har også hjemtaget gevinsten i Danske Bank, som vil blive presset af udsigt til vigende centralbankrenter.
I vores tværgående dataanalyser af det danske aktiemarked har vi denne gang blandt andet følgende observationer: Shortfondene er ved at give slip på blandt andet Bavarian Nordic, GN Store Nord, Ambu og Netcompany, og endda også ChemoMetec, hvilket er positivt for alle aktierne.
Analytikerne opjusterer deres estimater i blandt andet Mærsk, FLSmidth, Bavarian Nordic, Zealand Pharma, Tryg, Ørsted, GN Store Nord, Ambu og Ørsted.
I Midcap indeks er der nu næsten kun tekniske købssignaler, med nye positive signaler i blandt andet TCM Group, Brdr. A&O Johansen, Trifork, RTX, Per Aarsleff, cBrain og Noble.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.