Kære læser
Fredag aften dansk tid tog det amerikanske aktiemarked et solidt hop opad, især drevet af tech, industri og finans. Bag udviklingen er der flere forklaringer: For det første vigende tro på en snarlig amerikansk recession, for det andet stigende renter, som understøtter bankernes udlånsrenter, og for det tredje – og vigtigst – en meget stærk start på den amerikanske regnskabssæson for 4. kvartalsregnskaber. Vi forventer, at det amerikanske og derefter det europæiske aktiemarked de kommende 3-4 uger vil blive meget styret af signalerne i de aflagte regnskaber samt af ledelsernes udmeldinger om deres forventninger for 2024.
Ifølge indsamlede data fra LSEG I/B/E/S er de amerikanske selskaber kommet utroligt godt fra start. Og også bedre end forventet af analytikerne. Foreløbig har 52 ud af de 500 selskaber i S&P 500 indeks aflagt regnskab for 4. kvartal, og af dem har hele 82 pct. leveret bedre resultater, end analytikerne på forhånd havde forventet. Hovedvægten af de aflagte regnskaber ligger inden for finans med 24 stykker, og heraf har 83 pct. af selskaberne overrasket positivt.
En del færre selskaber har leveret regnskab for cykliske og stabile forbrugsvarer, industri og tech, men nok til at give en foreløbig mellemtid. Også her er der overleveret med 100 pct. positive overraskelser i alle sektorer, undtagen i industri med positive overraskelser i fire ud af seks selskaber.
Kun et enkelt selskab inden for health care og materialer har endnu aflagt 4. kvartalsregnskab, så der må vi afvente flere regnskaber for at give en temperatur.
For de europæiske Stoxx 600 selskaber, hvori indgår de danske C25-selskaber, kommer regnskaberne normalt lidt senere end de amerikanske. Europæiske selskaber har generelt været mere udfordret af en svag europæisk økonomi. Endnu har ingen selskaber aflagt 4. kvartalsregnskab. Men i denne uge kommer 26 selskaber med resultat for årets sidste kvartal.
Analytikernes forventning for Stoxx600-selskaberne er et overskudsfald på 2 pct., når der ses bort fra en meget negativ udvikling inden for energisektoren. Blandt andet Topdanmark og Tryg aflægger regnskab i denne uge, og i sektorerne finans, industri og ikke-cyklisk forbrug forventes et lille overskudsfald fra 4. kvartal 2022, mens der forventes en flad udvikling i tech.
Den store vinder ses at blive health care med en overskudsfremgang på 10 pct. Umiddelbart ligner det altså ret matte regnskaber fra de store europæiske selskaber. For de danske C25-selskaber forventer analytikerne en gennemsnitlig overskudsfremgang på 4 pct.
I det følgende gennemgår jeg nogle af hovedresultaterne fra vores tværgående dataanalyser af de store aktier på det danske aktiemarked. Særligt interessant er det op til regnskaberne, hvordan analytikerne har justeret på deres overskudsestimater og shortfondene på deres positioner:
For det første er det ikke overraskende, at Mærsk-aktien er blevet opjusteret med 52 pct. af analytikerne de seneste fire uger. Opjusteringen skyldes de forhøjede fragtrater i kølvandet på konflikten i det røde hav. Vi maner fortsat til forsigtighed her. Andre opjusteringer i analytikernes forventninger de senest fire uge har løftet Ørsted, Zealand Pharma, GN Store Nord og Ambu.
For det andet har shortfondene øget deres positioner i blandt andet ChemoMetec, FLSmidth, NKT og Netcompany, hvilket umiddelbart er negativt. Fondene har nedbragt deres positioner i Lundbeck, Bavarian Nordic og GN Store Nord.
For det tredje var der i den seneste uge markant flere negative tekniske signaler end positive signaler. ISS skiftede til en kortsigtet nedtrend, DSV skiftede til en langsigtet nedtrend, og det samme gjorde Coloplast. Negative signaler ramte også Vestas, Rockwool, Bavarian Nordic, Novozymes, Genmab (hvor vi netop har suppleret lidt op i ØU’s portefølje) og Royal Unibrew.
Vores grundopfattelse er fortsat, at vi står foran et udfordrende første halvår. Men indtil videre har det danske aktiemarked klaret sig pænt med samlet kursfald på kun 1 pct. for Copenhagen Benchmark indeks. I den kommende regnskabssæson forventer vi store udsving begge veje, hvor skuffelser vil blive straffet hårdt, mens positive overraskelser vil blive flot belønnet.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her