Fra Danmarks Statistik:
Konjunkturbarometer for erhvervene december 2025
I december er der for første gang siden september 2024 flere virksomheder blandt dagligvarebutikkerne, der forventer at sætte priserne ned de kommende tre måneder, end der er virksomheder, som forventer at sætte dem op. Nettotallet på -13 dækker over, at 21 pct. forventer at sænke priserne, mens 8 pct. forventer at sætte priserne op. Det står i kontrast til, hvordan billedet var for blot et par måneder siden, da nettotallet i oktober var på 65 i branchegruppen Handel med fødevarer, drikke- og tobaksvarer , hvor dagligvarebutikker befinder sig. Bilhandlen har fortsat også en generel forventning om faldende priser de kommende tre måneder, hvilket har været tilfældet gennem hele 2024 og 2025 kun afbrudt af maj 2024.
Konjunkturbarometer overgår til DB25
Fra januar 2026 vil offentliggørelserne af konjunkturbarometrene følge Dansk Branchekode 2025 (DB25), som virksomhederne er overgået til i 2025. Det betyder, at de eksisterende tabeller i statistikbanken, der er fordelt på DB07, vil blive afsluttet og erstattet af nye tabeller, som indeholder en tilbageregning på DB25.
Der orienteres om tidspunktet for de branchefordelte statistikkers overgang til DB25 i forbindelse med de respektive statistikkers offentliggørelser.
Erhvervstilliden stiger
Erhvervstillidsindikatoren , der sammenvejer forventningerne i industrien, bygge og anlæg, detailhandel og serviceerhverv, stiger i december til 101,9 fra 101,2 i november. For de fire underliggende tillidsindikatorer stiger industrien fra 89,0 til 90,1. Bygge og anlæg vender tilbage til 100,6 fra 101,1, og detailhandel falder til 104,3 fra 109,2, mens serviceerhverv stiger til 106,3 fra 104,5. Værdien 100 afspejler det historiske gennemsnit for hver indikator.
Find flere konjunkturbarometertal
På www.statistikbanken.dk/2459 findes mere detaljerede tal for konjunkturbarometrenes underbrancher. Temasiden Et overblik over dansk økonomi giver desuden et aktuelt billede af tilstanden i dansk økonomi for en række udvalgte indikatorer.
Kilder og metode
Metoden er beskrevet i statistikdokumentationerne for de respektive konjunkturbarometre. Kun tidsserier, der udviser en klar sæsoneffekt, er korrigeret for sæsonudsving. Nettotal udtrykker forskellen mellem procentandelene af virksomheder, vægtet efter beskæftigelse, der har angivet hhv. positive og negative forventninger.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.
