Danmark nærmer sig en deflation, viser de seneste tal for forbrugerprisen og vareeksporten.
Uddrag fra Handelsbanken:
Deflation undgået for nu – mens eksporten dykker
• Tallene er dog forbundet med usikkerhed, og negativ inflation skal ikke udelukkes
• Vareeksporten faldt med 5,1% m/m i marts
Nul-inflation i april – men stor usikkerhed
Dagens forbrugerpriser viste et fald i den årlige inflation fra 0,4% til 0,0% i april, hvilket var en anelse højere end vi havde ventet det. Tallene er dog præget af en betydelig grad af usikkerhed, da det ifølge Danmarks Statistik ikke har været muligt at indsamle omkring 27% af prisdataene som følge af nedlukningerne af økonomien. I stedet er retningslinjerne fra Eurostat blevet benyttet vedrørende estimering af disse priser. Det betyder, at priser i brancher, der normalt ikke viser større sæsonudsving, såsom sundhedsydelser, sport, biografer, teatre, museer, frisører og plejebehandlinger er holdt uændrede i forhold til måneden før. For priser, der udviser sæsonmønstre, såsom flyrejser, forlystelsesparker, charterrejser og hoteller, er stigningen over måneden sat lig stigningen i samme måned året før. Endelig er priserne på restauranter fremskrevet med prisudviklingen på ’take away’.
Ser vi på udviklingen over måneden var der tale om et fald på 0,1%. Det var især prisfald på energi, der trak ned, mens faldet i tøjpriserne var noget mindre end vi havde ventet det. Modsat trak priserne på sommerhusleje op, ligesom priser på hoteller og flyrejser. De to sidstnævnte er dog som nævnt estimeret med prisudviklingen sidste år. Der var også tale om mindre stigninger på fødevarer end ventet, hvor især kødpriserne trak ned. Endelig så ser det ikke ud til at afgiftsændringerne på tobak fra 1. april for alvor er slået igennem endnu.
Med dagens tal ser det altså ud til at vi lige akkurat undgik deflation i dansk økonomi. Som nævnt er tallene dog behæftet med stor usikkerhed, og hvis man opgør det samlede forbrugerprisindeks uden medtagelse af de priser som er blevet estimeret så var årsstigningstakten rent faktisk negativ på 0,1%. Vi vurderer da også, at inflationen kan falde ned i negativt territorium i de kommende måneder, og at deflation dermed vil blive en realitet. Sidst vi oplevede negativ inflation var i januar 2015, som dog kun varede en enkelt måned. Før det skal vi tilbage til 1953 for at finde en længere periode med negativ årsvækst i forbrugerpriserne, jf. figur.
Vareeksporten dykker – men stadig mulighed for positiv samlet nettoeksport i 1. kvartal
At eksportsektoren mærker krisen var rimeligt tydelig i dagens tal for udenrigshandlen med varer. Især til verden uden for EU er vareeksporten således dykket i marts, mens eksporten til EU lidt overraskende holdt sig relativt stabil. I alt blev det til et fald i vareeksporten på 5,1% m/m i marts efter et fald på 2,5% i februar. Trods den negative udvikling ser det dog stadig ud til at den danske eksportsektor er sluppet relativt biligt i forhold til mange andre lande. Tyskland oplevede for eksempel et fald i eksporten på hele 11,8% m/m i marts. Samlet er vareeksporten da også blot faldet med 0,4% i 1. kvartal i forhold til kvartalet før, og da importen samtidigt er faldet med 0,8% i samme periode ser det ud til at nettovareeksporten ikke har været et markant negativ træk på væksten i årets tre første måneder set over et.
Det billede bekræftes også yderligere af betalingsbalancestatistikken, der også inkluderer handel med tjenester samt varer, der ikke krydser den danske grænse. Her viste eksporten af varer og tjenester et fald på 1,4 mia. kr. i marts, mens importen af varer og tjenester faldt med 6,8 mia. kr., især som følge af et fald i importen af rejser. Selv om et fald i importen også vidner om svagere indenlandsk efterspørgsel, så kan det formentligt medvirke til at den økonomiske nedtur i Danmark i 1. kvartal vil se mere begrænset ud end hvad vi har set i flere europæiske lande. Det kan vi formentligt få et bedre indblik i på torsdag, når den foreløbige BNP-indikator for 1. kvartal offentliggøres, hvor vi venter et fald i omegnen af 1-2% q/q. Vi venter dog fortsat et historisk dyk i BNP i anden kvartal, hvor også eksporten må ventes at have udviklet sig væsentligt svagere som følge af bortfaldet af den globale efterspørgsel, svigtende forsyningskæder, restriktioner på arbejdskraften samt den markante usikkerhed som virusudbruddet har medført.
Source: Macrobond