Danske Bank om den amerikanske inflation og sikring mod inflationen.
Efterspørgslen efter sikring mod inflation er fortsat stærk, hvilket blev tydeligt i sidste uges auktion i USA, hvor der var stor appetit på 5-årige amerikanske ‘inflation-linked’ obligationer, og det ses også i den fortsatte stigning i den amerikanske break-even inflationsrate, som nu nærmer sig et historisk højt niveau på 3%.
I Storbritannien udtalte Bank of England-cheføkonomen i et interview med FT, at beslutningen om at hæve renten på MPC-mødet i næste måned var “live” og “fint afbalanceret”. Han har imidlertid også sagt, at pengepolitikken fremover ikke behøver at være særlig restriktiv. En renteforhøjelse i næste måned er indpriset, men bemærkningerne om fremtidige renteforhøjelser kan lægge en dæmper på forventningerne til penge-politikken fremover.
I det kinesiske aktiemarked steg Evergrande-aktien igen, da selskabet betalte et renteafdrag inden tidsfristens udløb før weekenden og dermed undgik en konkurs. Således ser vi en stigning i de asiatiske aktiemarkeder i fredags. Amerikanske aktiefutures handler på stort set uændrede niveauer.