Danske Bank om finansmarkederne i Asien.
Mere optimisme på de asiatiske finansmarkeder: Selv om kinesiske BNP-tal skuffede, har der været ny optimisme på markederne i Asien i kølvandet på udviklingen i USA, og dollaren er generelt blevet svækket. En af Kinas store gældsplagede ejendomsudviklere, Sunac, har betalt afdrag på deres obligationslån, og det kommer efter den kinesiske centralbanks melding om, at krisen i Evergrande kan håndteres. Vi mener dog fortsat, at pilen peger ned i forhold til den forventede vækst i Kina, især efter den seneste stigning i energipriserne. Læs mere om, hvad dette betyder for metalmarkederne, i Research Global – Power crunch supports metal prices despite fading demand, 18. oktober.
Mødereferat fra RBA: Den australske centralbank har været en af en række centralbanker, hvor markederne er begyndt at indregne betydeligt hurtigere opstramninger af pengepolitikken, end centralbanken officielt har signaleret. Men i referatet af oktobermødet, der blev udsendt i nat, er meldingen, at selv om der er begyndende lønpres nogle steder i verden, gælder det ikke Australien. RBA signalerer stadig, at renten ikke bliver sat op før i 2024, selv om markederne venter, at det sker allerede i 2. halvår 2022. Den australske dollar reagerede ikke meget på mødereferatet og er blevet styrket over natten. Vi mener fortsat, at markederne har for store forventninger til renteforhøjelser, og vi venter en svækkelse af AUD i forhold til USD – også pga. en afmatning i priserne på en række vigtige australske råvarer drevet af Kina og den generelt stærke USD.
Amerikansk økonomi: Industriproduktionen i USA levede ikke op til forventningerne i september og faldt 1,3 % m/m (mod tidligere +0,4 % og forventet vækst på 0,2 %). Produktionen tynges stadig af de globale leveranceproblemer, og mangel på halvledere medførte et fald i bilproduktionen på 7,2 % m/m. Orkanen Ida kan også have haft midlertidig negativ effekt, men leveranceproblemerne vil formentlig fortsat tynge industriproduktionen, der aktuelt ligger 1,1 % under niveauet før Covid-krisen.
Valuta: Rentemarkederne havde en urolig dag i forgårs, men bevægelserne på valutamarkedet var mere afdæmpede. Euroen blev generelt styrket, og EUR/USD steg til over 1,16. I den anden ende af spektret blev, ZAR, RUB og den svenske krone svækket, og EUR/SEK kravlede igen over 10,05. Trods en stor stigning i de britiske renter blev pundet yderligere svækket mod euroen. Den norske krone endte dagen stort set uændret mod euroen.