Renterne bevægede sig opad på årets første handelsdag, og det samme gjorde aktierne.
Stigende renter: Årets første handelsdag startede langsomt på de europæiske markeder, hvor det Storbritannien stadig holdt lukket pga. helligdag. Da de amerikanske markeder åbnede, dominerede risikoappetitten, og obligationer blev solgt massivt fra. Amerikanske statsobligationer førte an med et frasalg på 12bp i det 10-årige niveau, blandt andet pga. dette samt nyheden om, at omikron er mildere end deltavarianten, hvilket førte til forventninger om højere inflation.
Frasalget i USA medførte en stigning i de europæiske renter, hvor Bunds nåede -0,12 % efter en stigning på 6bp. Spændene i euroområdet indsnævredes. I dag offentliggøres kun få økonomiske data, der kan give markedet en retning, men fokus vender sig mod inflationen i euroområdet og den amerikanske jobrapport, som kommer sidst på ugen.
PMI-indeksene i euroområdet: PMI-indeksene tyder fortsat på, at opsvinget aftager på tværs af primært servicesektoren, men også i industrien. Selvom der fortsat er et stort pres på forsyningskæderne, gav PMI-indeksene for euroområdet i december os også grund til at være lidt mere optimistiske med hensyn til udsigterne for fremstillingssektoren i den kommende tid: Leveringstiderne bliver kortere, prisstigningerne på input- og output aftager, og virksomhederne er fortsat optimistiske med hensyn til udsigterne for det kommende år.
Aktier: Aktier fik en flyvende start på 2022, da risikoappetitten steg kraftigt på årets første handelsdag. Selvom aktier steg på begge sider af Atlanten, var drivkræfterne meget forskellige. Defensive aktier førte i langt højere grad an i Europa, mens det amerikanske marked var drevet af cykliske aktier. Vækst klarede sig bedre end value på trods af den store stigning i den lange ende af den amerikanske rentekurve, til dels på grund af nyheder om en enkelt aktie – Tesla – og til dels som en afspejling af, at der fortsat er rigelig likviditet. De amerikanske hovedindeks lukkede med følgende ændringer i mandags: Dow +0,7%, S&P 500 +0,6%, Nasdaq +1,2% og Russell 2000 +1,2%. De asiatiske aktiemarkeder er overvejende steget her til morgen – mest i Japan, som holdt lukket i går. Kina (Hang Seng) halter efter, da der er kommet mere dårligt nyt om ejendomssektoren her til morgen. Både europæiske og amerikanske futures er steget.
