Danske Bank skriver om mindre risikovillighed på markedet og om oliepriser og det kinesiske ejendomsmarked.
Aktier: Globale aktier begyndte ugen i rødt, da risikoappetitten blev ramt. Energisektoren klarede sig bedst sammen med forsyningssektoren og forbrugsvarer. Nasdaq-indekset faldt hele -2,1% og er nu tilbage på niveauet fra juni. S&P-indekset klarede sig lidt bedre med et fald på -1,3%, Dow Jones -0,9% og Russell 2000 -1,1%. Den negative stemning fortsatte i Asien, og aktiemarkedet i Japan er faldet med 2% her til morgen. Optimismen ser dog ud til at være på vej tilbage, idet amerikanske futures er steget lidt.
Oliemarkedet: OPEC+ besluttede at fastholde beslutningen fra juli og øge produktionen med 400.000 tønder per dag, mens markedet havde forventet en større produktionsforhøjelse i lyset af de stigende energipriser. Sådan blev det ikke, og beslutningen understøttede prisen på Brent-råolie, der kom over 81 dollar per tønde efter mødet. Saudi Aramco vurderer, at den seneste prisstigning på naturgas allerede har øget efterspørgslen efter olie med omkring 500.000 tønder per dag. For nuværende ser udsigterne for oliemarkedet usikre ud, og det begrænsede udbud bidrager til det inflationspres, der er skabt af højere energipriser.
Kinas ejendomssektor: Evergrandes aktier er fortsat suspenderet fra handel, og der er ikke kommet nyt omkring et muligt salg af selskabets serviceenhed eller om den garanti på gæld for 260 millioner dollar, som skulle forfalde i dag. En anden kinesisk ejendomsudvikler, Fantasia, missede et afdrag på obligationsgæld på 205 mio. dollar, som forfaldt i går. Det bidrager til den overordnede bekymring omkring sektoren. I sig selv er Fantasia en meget lille ejendomsudvikler sammenlignet med Evergrande, idet selskabet er Kinas 60. største baseret på omsætningen i 1. kvartal.