Fra Danske Bank:
Globale aktiemarkeder viste torsdag et solidt risikobillede, men med tydelig sektorrotation. I USA lukkede S&P 500 stort set uændret, Nasdaq faldt 0,8 pct., mens Dow Jones steg 1,1 pct. til rekordniveau. Svagere end ventede amerikanske jobtal reducerede sandsynligheden for yderligere renteforhøjelser og sendte de korte renter ned, hvilket begunstigede stabilt indtjenende sektorer som forbrugsgoder, forsyning og sundhed, mens it, kommunikation og cyklisk forbrug trak tilbage.
Samtidig fortsatte volatiliteten i halvledersegmentet, der var blandt dagens svageste. I Europa steg Stoxx 600 1,4 pct. med bred fremgang, men teknologi som eneste faldende sektor, da chip- og udstyrsproducenter kom under pres på bekymringer om fremtidig overkapacitet. Det danske C25-indeks fulgte det positive afkastmønster med en stigning på 2,64 pct., hvor bredden i kursstigningerne understregede den fortsat konstruktive tone i risikoaktiver trods rotationsdynamikken.
Selskabsspecifikke nyheder – Danmark
Bang & Olufsen går ind i det nye regnskabsår med målet om at vende flere års svag udvikling til egentlig vækst, både på omsætning og indtjening. Årsregnskabet viste et fald i omsætningen for fjerde år i træk samt et trecifret milliontab på bunden, men koncernen ser det stærke brand og markedspositionen som fundamentet for at styrke den finansielle performance. De seneste seks måneder har selskabet justeret den kommercielle forretningsmodel med fokus på marketing, butiksoplevelse og produktlanceringer.
Produktudviklingsmodellen er ændret med større inddragelse af eksterne leverandører for at sikre hurtigere og billigere udvikling, samtidig med at Bang & Olufsen i højere grad målretter sig den såkaldte “aspirerende luksusforbruger” via skarpere prispunkter. Lanceringen af soundbaren Beosound Premiere i december 2025 blev en vigtig læringscase, efter et salg, der lå markant under forventningerne. En relancering i marts 2026 med justering af pris, marketing og butiksoplevelse har siden løftet salget, og det sammenlignelige salg i fjerde kvartal er forbedret til 11,0 pct. fra 7,0 pct. året før. For 2026/27 sigter Bang & Olufsen mod en omsætningsvækst i lokal valuta på 1,0-5,0 pct. og en EBIT-margin før særlige poster på 1,0-3,0 pct. mod minus 0,5 pct. i 2025/26. De frie pengestrømme ventes samtidig forbedret til DKK 25-100 mio. fra et minus på DKK 141 mio. i 2025/26. B&O-aktien endte uændret i går på 0,0 pct.
Øvrige nordiske markeder
Det norske gødningsselskab, Yara International, var i fokus efter at koncernen annoncerede købet af Gulf Coast Ammonias ammoniakproduktionsanlæg i Texas City for USD 1,3 mia. Anlægget har en kapacitet på 1,3 millioner ton om året og er ved at blive indkørt, med forventning om fuld produktion ved udgangen af året. Yara vurderer, at anlægget bliver et af de mest effektive og profitable aktiver i den globale portefølje, hvilket kan styrke koncernens omkostningsposition og indtjening på ammoniak. Investeringen løfter samtidig årets samlede capex til USD 2,5 mia. og øger nettogæld/EBITDA til 1,73x, men niveauet ligger fortsat inden for målsætningen på 1,5-2x. Aktien steg torsdag med 3,1 pct.
Øvrige udland
Det franske selskab, Sodexo er torsdag i klar fremgang på børsen i Paris, efter at servicekoncernen oven på et stærkt tredje kvartal har løftet sine forventninger til helåret. Opjusteringen kommer med udgangspunkt i en bedre udvikling i den underliggende forretning end hidtil ventet. Sodexo venter nu en organisk omsætningsvækst på 1,2-1,5 pct. mod tidligere 0,5-1,0 pct. Det signalerer højere aktivitet og bedre kapacitetsudnyttelse på tværs af koncernens kontrakter inden for blandt andet catering og facility services. En stærkere toplinje kan samtidig danne grundlag for en mere robust indtjening, hvis omkostningerne holdes under kontrol. På aktiemarkedet kvitterer investorerne for de forbedrede udsigter med en markant kursreaktion. Sodexo-aktien steg i går med 7,4 pct.










