For to uger siden skrev vi på denne plads, at de sorte skyer begyndte at trække op på aktiehimlen, men at solen stadigvæk havde rigtig godt fat. Siden er vejrmeldingen blevet stadigt ringere, og nu kommer der kun pletvise solstråler frem.
Ikke kun de signaler, markedet selv fortæller os, bliver stadigt dårligere. Der er også synlige fundamentale indikationer på, at risikoen er markant stigende.
For det første er obligationsrenterne igen hastigt på vej op ad bakke. Det har sat de dyre techaktier under fornyet pres, og vi vil derfor i den kommende uge begynde at reducere i de tech-relaterede aktier i Økonomisk Ugebrevs portefølje.
For det andet er inflationsforventningerne igen på vej opad, og det afspejles både i de fem-årige inflationsforventninger og af stigende sandsynlighed for rigtig mange renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank og markant flere end for blot en måned siden.
For det tredje vil stigende korte og også lange renter igen øge nervøsiteten for en alvorlig økonomisk opbremsning og måske en hård recession. De ledende erhvervstillidsindikatorer peger allerede i retning af en opbremsning, og højere renter oven i vil let kunne vælte læsset. Den udvikling betyder, at man herfra skal være varsom med investering i konjunkturfølsomme papirer. I Porteføljen har vi et par papirer, som på den bekostning vil blive reduceret. Oven i disse bekymrende fundamentale faktorer kommer tegningen af et stadigt mere usikkert og skrøbeligt teknisk billede. Vi bemærker, at den vigtige amerikanske aktiefuture, S&P Future, fredag aften lukkede en smule under det centrale 200 dages glidende gennemsnit i 4235.
Bekræftes bruddet mandag-tirsdag, er næste støtteniveau i 4150. Og hvis det også falder, vil det for alvor være på tide at rebe sejlene. For den styrende tyske DAX future ser vi vigtige støttemærker i 13.300, som meget hurtigt kan blive udfordret.
Vores bundlinje er nu, at der er så stærke signaler på et kommende risk-off marked, at man bør begynde at reducere risikoen. Det sker allerede hos de professionelle investorer, da itraxx de seneste handelsdage har været klart nedadgående. Også VVIX, som er en 30 dages forward indikator for nervøsitet indeks VIX, har været stigende et stykke tid. Samlet set ligner det optakten til en ny nedtur på aktiemarkederne, som meget hurtigt kan vinde styrke på grund af øget nervøsitet. Et godt ordsprog lyder, at man skal sælge, når man kan, ikke når man skal. Og vi vil nu se det som rettidig omhu at reducere risikoen ved at nedbringe aktieandelen og vægte defensive healthcare aktier højere.
I Økonomisk Ugebrevs Portefølje (og dermed i investeringsfonden ØU Invest Balance) halter vi en lille smule efter C25-indeks. Årsafkastet er minus 15 pct. mod C25-indeks i minus 12 pct. Vi har ikke helt formået at få det hele ud af den seneste måneds optur på aktiemarkederne, fordi vi har kørt med en lavere risiko end det generelle marked.
Vi har haft en klar overvægt af defensive aktier, og så har vi ikke haft hele kapitalen placeret. Vi har taget mere risiko på nogle udvalgte papirer, og det har været en blandet fornøjelse, og de fleste af disse papirer har vi været på vej ud af et stykke tid.
Defensiv strategi i ØU Porteføljen
I Porteføljen planlægger vi nu at gå endnu mere defensivt i den kommende periode. Vi ser langt flere risici nedad end muligheder opad med de seneste meget klare signaler fra både markedet og de ledende indikatorer.
Vi vil heller ikke udelukke, at vi tager nogle positioner, hvor vi afdækker risikoen i de resterende aktier ved at shorte nogle aktieindeks. Hensigten er at nedbringe den samlede risiko yderligere, og det giver desuden mulighed for at tjene penge i faldende markeder.
Ugens vindere og tabere: Blandt andet DS Norden og Torm præsterede igen i denne uge nogle flotte kursstigninger. Norden efter et fremragende regnskab. For begge selskaber ser vi en snarlig top, fordi de gunstige markedsvilkår allerede er indarbejdet i værdiansættelserne. Og overordnet peger den globale opbremsning mod faldende rater på tørlast og også vigende oliepriser, som kan presse priserne på tank.
Det har været en lang og givtig fest, men alle fester slutter på et tidspunkt. Sårbarheden viste sig fredag, hvor DS Norden på en enkelt handelsdag blev sendt 14 pct. ned. Vi ser det som et signal på sælg-sælg.
Andre aktier, der præsterede positive afkast, var bankaktierne, der trækkes op af udsigten til højere renter, men til gengæld vil en økonomisk afmatning kunne trække ned. Vi har ingen bankaktier i porteføljen, og det planlægger vi heller ikke på den korte bane, med mindre der skulle ske noget helt ekstraordinært.
Morten W. Langer