USA arbejder ifølge nye oplysninger på en omfattende fredsplan for Ukraine, hvor den centrale idé er at kombinere territoriale og sikkerhedspolitiske indrømmelser fra Ukraine med økonomiske gevinster til både Rusland og Ukraine. Planen indeholder også et markant energipolitisk element: Russisk naturgas skal igen kunne strømme til Europa, muligvis gennem de omstridte Nord Stream-rørledninger.
Oplysningerne stammer oprindeligt fra det britiske tidsskrift The Economist, der den 22. oktober beskrev konturerne af den amerikanske plan på baggrund af ukrainske embedsmandskilder. De er efterfølgende gengivet af blandt andre Kyiv Post og flere ukrainske medier.
Rusland skal samtidig tilbydes en række økonomiske og diplomatiske fordele, herunder lempelse af internationale sanktioner, adgang til nye forretningsaftaler med amerikanske virksomheder og en normalisering af forholdet til Washington.
Fredsplanen synes dermed at bygge på en større geopolitisk handel: Ukraine accepterer at stå uden for NATO, Rusland opnår økonomisk reintegration med Vesten, og USA forsøger at etablere et nyt sikkerhedspolitisk og kommercielt forhold til både Kyiv og Moskva.
Det afgørende forbehold er, at der endnu ikke foreligger en offentligt bekræftet, endelig amerikansk fredsplan. Oplysningerne beskriver et foreløbigt forhandlingsudspil, og Ukraine har ifølge kilderne endnu ikke modtaget alle detaljerne.
1. De fem centrale elementer i fredsplanen
| Område | Indhold i det omtalte amerikanske udspil |
|---|---|
| Sikkerhedspolitik | Ukraine opgiver ambitionen om NATO-medlemskab |
| Territorier | Oprettelse af en demilitariseret zone i Donbas |
| Ukraines økonomi | Investeringspakke og mulighed for EU-medlemskab |
| Ruslands økonomi | Sanktionslettelser, amerikanske erhvervsaftaler og normalisering af diplomatiske relationer |
| Energi | Genoptagelse af russiske gasleverancer til Europa, herunder mulig genåbning af Nord Stream |
Ukraine skal vælge EU frem for NATO
Det mest vidtrækkende krav til Ukraine er, at landet permanent opgiver ambitionen om medlemskab af NATO.
For Ukraine vil det være en fundamental ændring i landets sikkerhedspolitiske orientering. Siden Ruslands invasion har Kyiv betragtet medlemskab af NATO som den stærkeste langsigtede garanti mod nye russiske angreb.
Ifølge det omtalte amerikanske forslag skal Ukraine til gengæld tilbydes en mere omfattende økonomisk og politisk integration i EU.
Der er tale om to forskellige dimensioner af Ukraines fremtidige tilknytning til Vesten.
EU-medlemskab kan give Ukraine adgang til det europæiske indre marked, strukturelle investeringer og en tættere politisk integration. Men det vil ikke automatisk give Ukraine samme sikkerhedsgarantier som medlemskab af NATO, selv om EU også har en bestemmelse om gensidig bistand.
Dermed vil Ukraine potentielt blive tilbudt en stærkere økonomisk forankring i Vesten, men samtidig skulle acceptere en mere usikker militær position.
En afgørende udfordring er, at USA ikke selv kan tilbyde Ukraine EU-medlemskab. Optagelse kræver blandt andet enstemmig tilslutning fra EU-landene og en omfattende godkendelsesproces.
Der er heller ikke angivet en bindende dato for Ukraines optagelse. Det betyder, at Ukraine i princippet risikerer at skulle opgive en strategisk ambition nu mod en europæisk integrationsproces, hvis endelige gennemførelse fortsat er usikker.
En demilitariseret zone i Donbas kan blive nøgle til territoriale kompromiser
Et andet centralt element er etableringen af en demilitariseret zone i Donbas i det østlige Ukraine.
Forslaget fremstår som et forsøg på at finde en løsning på et af fredsforhandlingernes vanskeligste spørgsmål: kontrollen over de områder, Rusland har besat, og de dele af Donbas, som Ukraine fortsat kontrollerer.
Ifølge omtalen i Meduza drejer forslaget sig blandt andet om den del af Donetsk-regionen, som Rusland endnu ikke har erobret.
Men de konkrete bestemmelser er ikke kendt. Det gælder blandt andet, hvilke territorier zonen skal omfatte, hvem der skal kontrollere den, og hvordan en eventuel våbenhvile skal håndhæves.
Der er også et fundamentalt spørgsmål om territorial suverænitet.
Rusland har gentagne gange krævet, at de ukrainske områder, Moskva har erklæret annekteret, skal anerkendes som russiske.
Den artikel, der refereres, peger på, at Rusland muligvis kan betragte en demilitariseret zone som et første skridt mod en senere politisk eller juridisk anerkendelse af russisk kontrol over områderne.
Det er imidlertid en fortolkning af Ruslands mulige interesser og ikke en bekræftet bestemmelse i planen.
For Ukraine vil forskellen mellem en midlertidig militær ordning og en permanent territorial afståelse være afgørende. En demilitariseret zone behøver ikke indebære, at Ukraine juridisk opgiver suveræniteten over området.
4. Rusland tilbydes økonomisk normalisering og adgang til amerikanske virksomheder
Et af de mest opsigtsvækkende elementer er, at fredsplanen angiveligt indeholder betydelige økonomiske incitamenter til Rusland.
Disse omfatter især tre områder.
For det første en lempelse af de vestlige sanktioner, som siden invasionen har begrænset Ruslands adgang til kapital, teknologi, finansielle markeder og en række eksportmuligheder.
For det andet mulighed for nye kommercielle aftaler mellem russiske og amerikanske selskaber.
For det tredje en bredere normalisering af de politiske relationer mellem Moskva og Washington.
Det interessante er, at de økonomiske indrømmelser ikke alene beskrives som en belønning for at standse krigen. De indgår tilsyneladende i et bredere amerikansk forsøg på at skabe fælles økonomiske interesser med Rusland.
Det giver anledning til en alvorlig bekymring i Kyiv.
En ukrainsk embedsmand siger ifølge Kyiv Posts gengivelse af The Economist, at Ukraine frygter, at amerikanske repræsentanter kan indgå lukrative aftaler med Moskva, allerede inden krigen er afsluttet.
Konsekvensen kan i så fald blive, at Rusland opnår økonomiske og diplomatiske gevinster, mens de militære angreb mod Ukraine fortsætter.
Det er en væsentlig forskydning af den traditionelle vestlige tilgang, hvor økonomiske sanktioner i udgangspunktet har været tænkt som et middel til at lægge pres på Rusland for at ændre landets adfærd.
Hvis sanktionslettelser gives på et tidligt tidspunkt, kan Vesten miste en del af sin forhandlingsmæssige løftestang.
Russisk gas og Nord Stream kan vende tilbage som en del af fredsaftalen
Det energipolitiske element er potentielt en af planens økonomisk mest betydningsfulde dele.
Ifølge oplysningerne diskuteres en genoptagelse af russiske gasleverancer til Europa, herunder muligheden for at genåbne Nord Stream-forbindelserne.
En tilbagevenden til russisk gas vil derfor have konsekvenser, som rækker langt ud over selve fredsforhandlingerne.
For Rusland vil en genåbning af det europæiske gasmarked potentielt kunne skabe betydelige eksportindtægter og styrke den russiske energisektors økonomiske grundlag.
For europæiske energikøbere kan fornyet adgang til russisk rørledningsgas potentielt øge udbuddet og reducere transportomkostningerne sammenlignet med dele af den importerede LNG.
Det er dog ikke givet, at en genoptagelse af leverancerne automatisk vil føre til væsentligt lavere gaspriser. Det afhænger blandt andet af de leverede mængder, kontraktvilkår, LNG-markedets udvikling og den europæiske efterspørgsel.
Samtidig vil en genåbning af Nord Stream kræve betydelige tekniske, kommercielle, juridiske og politiske afklaringer.
Det største problem er, at USA ikke kan træffe beslutningen på Europas vegne.
EU har allerede vedtaget en juridisk bindende udfasning af russisk naturgas. De resterende langsigtede LNG-leverancer skal efter planen ophøre fra januar 2027, mens rørledningsgas skal udfases fra efteråret 2027.
Desuden er den tyske regering imod en genåbning af Nord Stream, og infrastrukturen er omfattet af sanktioner.
Det betyder, at det amerikanske forslag på dette punkt er i direkte konflikt med den aktuelle europæiske energipolitik.
Det er en mulig strategisk fortolkning, men ikke et motiv, som er dokumenteret i det offentliggjorte materiale.
Zelenskyj retter usædvanligt skarp kritik mod Trump
Den nye fredsplan fremlægges på et tidspunkt, hvor forholdet mellem den amerikanske præsident Donald Trump og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj er blevet stadig mere anspændt.
Ifølge artiklen oplever Ukraine et massivt amerikansk pres for at acceptere en løsning, som kan føre til en hurtig afslutning på krigen.
Zelenskyj har samtidig udtrykt frustration over, at Trump tilsyneladende anlægger en hårdere retorik over for den ukrainske ledelse end over for Rusland.
I et interview med podcasten The Diary of a CEO siger Zelenskyj, at Trump burde anvende samme kritiske tone over for Putin, som han anvender over for den ukrainske præsident.
Zelenskyj antyder endvidere, at Trump og Putin muligvis har et særligt forhold, som kan være med til at forklare forskellen i Trumps behandling af de to ledere.
Udtalelserne skal ses i sammenhæng med, at Trump for nylig har kritiseret Ukraine for angreb på russiske olieraffinaderier og fremstillet Zelenskyj som vanskeligere at forhandle med end Putin.
Den ukrainske bekymring handler dermed ikke kun om de konkrete territoriale indrømmelser. Den handler også om, hvorvidt USA fortsat vil være villig til at støtte Ukraine militært og politisk, hvis Rusland senere overtræder en fredsaftale.
Europa frygter at blive hægtet af en amerikansk-russisk aftale
Et gennemgående tema i artiklen er Europas potentielt vanskelige position.
USA kan tilbyde Rusland en normalisering af de bilaterale forbindelser og lempe amerikanske sanktioner. Men Washington kan ikke alene gennemføre en række af de øvrige elementer i fredsplanen.
Det gælder navnlig Ukraines EU-medlemskab, ophævelse af europæiske sanktioner og genoptagelse af russiske gasleverancer.
Europa skal derfor acceptere centrale dele af løsningen, hvis fredsplanen skal kunne realiseres.
Det kan blive politisk vanskeligt.
De europæiske lande har i de senere år brugt betydelige ressourcer på at nedbringe deres afhængighed af russisk energi. Samtidig har EU indført omfattende sanktioner mod Rusland og ydet stor økonomisk og militær støtte til Ukraine.
En fredsaftale, hvor Rusland igen får adgang til betydelige europæiske energiindtægter og internationale kapitalmarkeder, kan derfor blive opfattet som en fundamental ændring af den hidtidige vestlige Ruslandspolitik.
Artiklen fremhæver samtidig, at flere europæiske regeringer er utilfredse med Trumps skærpede kritik af Zelenskyj.
Det øger risikoen for, at USA og Europa får vanskeligt ved at optræde samlet i de kommende forhandlinger.
Den centrale europæiske bekymring er, at Washington og Moskva kan nå til økonomisk og politisk enighed, inden Ukraine har fået troværdige sikkerhedsgarantier.
Dermed kan Rusland potentielt modtage konkrete økonomiske fordele, mens Ukraine og Europa fortsat står tilbage med en uafklaret sikkerhedspolitisk situation.
Rusland fastholder krav om permanent territorial anerkendelse
På russisk side er der heller ingen garanti for, at den amerikanske plan vil være tilstrækkelig til at skabe fred.
Putin har gentagne gange understreget, at Rusland vil fortsætte sin militære operation, indtil de russiske mål er opfyldt.
Et centralt russisk krav har været, at de områder, Rusland har erklæret annekteret, skal anerkendes som en permanent del af Rusland.
Det skaber en potentiel konflikt mellem fredsplanens forslag om en demilitariseret zone i Donbas og Moskvas krav om juridisk anerkendelse af de russiske territoriale erobringer.
Den omtalte artikel peger på, at Rusland muligvis kan betragte en demilitariseret zone som en pragmatisk overgangsordning.
En sådan løsning kan fastfryse den militære situation og muligvis bane vejen for senere forhandlinger om områdets politiske status.
Men det står ikke klart, om Rusland vil acceptere en ordning, hvor den juridiske suverænitet fortsat er uafklaret.
Det betyder også, at de økonomiske incitamenter ikke nødvendigvis vil være tilstrækkelige til at få Putin til at opgive sine territoriale mål.
Trepartsforhandlinger kan begynde i november
De nye oplysninger offentliggøres samtidig med, at der er konkrete bestræbelser på at genoptage forhandlingerne mellem USA, Rusland og Ukraine.
Den amerikanske særlige udsending Steve Witkoff mødtes den 20. oktober med Zelenskyj og europæiske ledere i Oslo.
Den 21. oktober mødtes Witkoff efterfølgende med Putin i Sankt Petersborg.
Efter mødet med Putin oplyste Kreml, at Rusland principielt var indstillet på at genoptage trepartsforhandlinger omkring den 10. november eller senere i måneden.
Ukraine har ligeledes tilkendegivet, at landet er interesseret i at genoptage forhandlingerne. Der foreligger dog endnu ikke en endeligt fastlagt mødedato.
Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at parterne er enige om selve fredsaftalens indhold.
Tværtimod understreger oplysningerne, at de mest afgørende spørgsmål om territorier, sikkerhedsgarantier og sanktioner fortsat er uafklarede.
De største ubesvarede spørgsmål
Selv om fredsplanen indeholder en række konkrete elementer, er der betydelige huller i det offentliggjorte materiale.
Det gælder især spørgsmålet om, hvilke sikkerhedsgarantier Ukraine skal modtage som kompensation for at opgive NATO-medlemskab.
Kyiv arbejder ifølge Kyiv Post på at opnå bindende amerikanske sikkerhedsgarantier, der i et vist omfang kan sammenlignes med NATO’s artikel 5, og som kan godkendes af Kongressen. Der er endnu ikke indgået nogen endelig aftale.
Territorial kontrol: Skal Ukraine reelt trække sig ud af yderligere dele af Donbas, eller skal begge sider trække styrker tilbage?
Sanktionslettelser: Skal Rusland modtage økonomiske fordele inden eller efter en faktisk våbenhvile?
EU-medlemskab: Hvilke konkrete garantier kan EU stille, og inden for hvilken tidshorisont?
Russiske gasleverancer: Skal Europa forpligtes til at købe russisk gas, eller skal landene blot have mulighed for det?
Sikkerhedsgarantier: Hvilke konkrete konsekvenser vil et nyt russisk angreb få?
Genopbygning: Hvem skal finansiere investeringerne i Ukraine, og hvilken rolle skal amerikanske virksomheder spille?
Alle seks forhold er væsentlige for at kunne vurdere, om fredsplanen kan udvikle sig til en reel og holdbar løsning.
Kildegrundlag: The Economists omtale fra 22. oktober 2026, samt omtale fra Kyiv Post, Meduza, Associated Press og Axios fra 21.-23. oktober 2026.
