Efter den længe ventede FDA-godkendelse forventer vi ikke, at Lundbecks kursfest er slut endnu. Der blæser stadigt mere positive vinde om selskabet, som udover enkeltnyhederne også præsterer stabil vækst i kerneforretningen. Vækstgrundlaget er styrket for de kommende år, og det bør fjerne en del af den downside og det sortsyn, som har hersket over aktien i et længere stykke tid, skriver redaktør for ØU Life Science, Steen Albrechtsen.
Mange ville sandsynligvis have trukket på smilebåndet, hvis man ved nytårstid havde sagt, at Lundbeck fem måneder inde i året ville være blandt de allerbedst performende store danske aktier. Ikke desto mindre er status, at Lundbeck aktuelt har leveret et afkast på ca. 40 pct. i år. Mere end det dobbelte af investordarlingen Novo Nordisk.
Den stærke performance kan forklares af flere forhold: For det første var aktien blevet for billig på traditionelle nøgletal. For det andet var vi nået dertil, hvor ingen kunne lide aktien. Danske institutionelle investorer har mere eller mindre forladt aktien som en sandsynlig protest over A/B-aktiestrukturen.
At aktiens karaktertræk kan minde om en valueaktie kan også have tiltrukket nogle investorer med udsigt til recession og fortsat makroøkonomisk usikkerhed.
De lidt populistiske vurderinger er ikke hele forklaringen. Kursstigningen skyldes også en anerkendelse af den solide præstation, som Lundbecks ledelse selv har leveret. Væksten i de strategiske brands og to væsentlige FDA-godkendelser leverer et godt udgangspunkt for vækst i de kommende år.
Oveni kommer, at Lundbeck efter den svære lanceringsstart i april 2020 under corona nu viser, at udrulningen af det dyrt indkøbte migrænemiddel Vyepti (fra 11 mia. kr. opkøbet af Alder Biopharmaceuticals) begynder at vise tænder og kontinuerligt viser flot vækst. I 1. kvartal voksede Vyepti-salget med 97 pct. i lokal valuta til 351 mio. kr. og begynder dermed så småt at indfri de store forventninger, der lå implicit i købsprisen på 11 mia. kr. for Alder. USA står for 328 mio. kr. af salget af Vyepti.
De strategiske brands leverede samlet varen i 1. kvartal og drev omsætningen for hele Lundbeck op over 5 mia. kr.
Væksten for de strategiske brands var samlet på 19 pct. til 3,3 mia. kr. i lokal valuta. I disse inflationstider er det relevant at notere, at størstedelen af Lundbecks vækst i 1. kvartal var volumendrevet. Indenfor 14 dage fik Lundbeck to amerikanske godkendelser i hus i april og maj, og selvom de måske i store træk var ventet, så er det altid en stor milepæl at nå i mål hos FDA.
Den første godkendelse var en langtidsvirkende formulering af Abilify, som behandler skizofreni og bipolare lidelser og omsatte for 785 mio. kr. i 1. kvartal, heraf 282 mio. kr. i USA. Den nye version kan gives én gang hver 2. måned, mod én gang hver måned med den nuværende version. Altså er der tale om en forbedring af behandlingsregimet, som kan sikre, at patienterne i højere grad overholder den forventede behandlingsplan.
Mere interessant var den anden FDA-godkendelse den 11. maj for Rexulti (brexpiprazole) i alzheimers agitation. Denne indikation dækker over den ophidsede/temperamentsfulde sindstilstand, som op mod halvdelen af de 6 mio. alzheimers patienter i USA udviser i større eller mindre grad.
Der er i dag ikke nogen godkendt behandling i den indikation. Selvom Lundbeck stadig er forsigtig med at tale om markedspotentialet, så tales der i krogene om, at indikationen måske kan nå blockbusterstatus, hvilket vil sige et salg på over 1 mia. USD om året. Lundbeck skal dog dele indtægterne med sin japanske partner Otsuka.
Hos analytikere og investorer er det store spørgsmål nu, hvor hurtigt salget i denne nye indikation kan komme i omdrejninger. Lundbeck prøvede bestemt ikke at tale for en hurtig lancering, idet man meget tydeligt afviste, at der var tale om bare at ”tænde for en salgskontakt”, når godkendelsen var i hus.
Altså vil det tage tid også at opbygge salget i denne nye indikation, men man dristede sig dog til at sige, at det ville have begrænset effekt på Rexulti-salget i 2023. I 2024 vil det accelerere, og i 2025 vil det virkelig tage fart. Og her er det væsentligt at minde om, at Rexulti omsatte for 979 mio. kr. i USA i 1. kvartal, hvilket var en vækst på 20 pct. i lokal valuta. Derfor er der tale om store tal, hvis alzheimersindikationen begynder at kunne ses i det samlede Rexulti-salg.
Læs resten af analysen i ØU Lifescience
Steen Albrechtsen
SA og/eller nærtstående ejer aktier i Lundbeck
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.