Efter at Jyske Bank for nylig løb med Handelsbankens danske aktiviteter, måtte Spar Nord igen gå tomhændet fra en opkøbsforhandling. Det begynder at være et mønster.
Hvis man skal være lidt grov, har det mere været reglen end undtagelsen for Spar Nord de sidste år, at man trak det korteste strå i i forbindelse med et opkøb. Som aktionær er det måske ikke noget, man skal være så ked af, for det indikerer i hvert fald en disciplineret tilgang til opkøb. Den nylige kurv fra Handelsbanken betød da også, at Spar Nord med det samme valgte at udlodde et ekstra udbytte på 2,50 kr. per aktie, der havde været tilbageholdt for at sikre kapitalen til mulige opkøb. Der blev samtidig påbegyndt et aktietilbagekøbsprogram på 225 mio. kr. svarende til 2 pct. af aktiekapitalen.
På den fejlede opkøbsfront finder vi også Danske Andelskassers Bank, hvor det indtil videre ikke er lykkedes at få hul igennem til ledelsen med henblik på samarbejde og fusion eller opkøb. Spar Nord sidder nu med 37 pct. af aktierne og er i praksis sat helt udenfor indflydelse.
Med en markedsværdi på 2 mia. kr. har Spar Nord således bundet aktier for aktuelt ¾ mia. kr., og situationen begynder at ligne Spar Nords mangeårige delejerskab af Nørresundby Bank. Det sluttede dog finansielt lykkeligt, da Spar Nords gentagne tilnærmelser blev afvist og sidenhen vekslet til kontanter, da Nordjyske Bank med hjælp fra Jyske Bank købte Nørresundby Bank.
Vi skal dog ikke glemme, at det faktisk lykkedes for Spar Nord at overtage BankNordiks danske aktiviteter i 2021 med en relativt beskeden goodwillbetaling på 255 mio. kr., og deres aktiviteter ses tydeligt på toplinjen over de senere år.
Lidt presset bankforretning
Med endnu et opkøb misset er det relevant igen at gå tilbage og kigge på den egentlige bankforretning, og her var 1. kvartal nok i nogen grad skuffende. Kursfaldet på 20 pct. bekræfter det synspunkt, selvom man tager højde for den meget sure stemning på aktiemarkederne i starten af maj.
Rente-, inflations- og nok især recessionsfrygten har igen ramt bankaktierne, som over en bred kam må siges at være kommet ned på jorden igen efter en ellers god start på året relativt set. Frygten for, om det snart er forbi med de negative renter, udløser sandsynligvis også lidt dårlig stemning, når nu bankerne langt om længe havde fået indført dem. Spar Nord er kursmæssigt ingen undtagelse og ligger aktuelt omkring kurs 74 svarende til en tilbagegang på 11 pct. Korrigeret for udbyttet på 2 x 2,50 kr./aktie er tilbagegangen dog kun på ca. det halve. Med et C25 indeks i minus 18 pct. er det således stadig et pænt resultat relativt set.
Indre værdi er på 87 kr./aktie efter 1. kvartal, og dermed nærmer aktien sig en værdi, der modsvarer en rabat på snart 20 pct. til indre værdi.
Tabellen og grafen på siden viser tydeligt, at bankaktierne kun meget sjældent bevæger sig helt selvstændigt, og derfor er mange andre bankaktier også blevet billigere, end de var tidligere på året. Sydbank er også lige akkurat kravlet under K/I på 1, mens Jyske Bank og Danske Bank er tilbage ved 0,5-0,6. Ringkjøbing Landbobank glimter som altid med en K/I-værdi på den høje side af 2.
Ser vi på hele bankgruppen, placerer Spar Nord sige således nogenlunde midt i. Den gør den billig, men ikke hovedrystende billig. Vi sænker vort kursmål en smule som følge af den stigende recessionsfrygt.
Steen Albrechtsen
Aktuel kurs 74,00
Kursmål (6-12 mdr) 90,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her