Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Robert Uggla, A.P. Møller Holding, køber for 4,8 mia. kr. Maersk Supply Service af Holdings datterselskab A.P. Møller-Mærsk. A.P. Møller-Mærsk har i syv år forsøgt at sælge Supply Service, men afhænder nu til moderselskabet, ligesom det tidligere er sket med Maersk Tankers, Maersk Product Tankers og en stor aktiepost i Danske Bank. Maersk Supply Service har især betjent offshore olie- og gasindustrien, men A.P. Møller Holding venter, at virksomheden fremover kan skabe sig en rolle som serviceleverandør i forbindelse med opførelse af offshore vindmølleparker.
Britt Meelby Jensen, CEO for Ambu, lancerer langsigtede mål. Virksomheden, der fremstiller medicoteknik, stræber mod at nå en vækst over de næste fem år på mindst ti pct. om året mod 4 pct. i 2021/22 og en EBIT-overskudsgrad på omkring 20 pct. i 2027/28 – mod 2,7 pct. i 2021/22.
Kristian Teär, CEO for Bang & Olufsen, skuffer med en nedjustering. Koncernen venter nu en omsætningsudvikling på minus 9 til minus 3 pct. i 2022/23 mod tidligere minus 4 til plus 5 pct. Samtidig ventes EBIT-marginen før særlige poster nu at blive minus 4 til minus 1 pct. mod tidligere minus 2 til plus 3 pct. Nedjusteringen førte til et fald i Bang & Olufsen-aktien fra cirka 12,5 til cirka 9,5.
Niels Vrang og Jacob Jelsing, ejere af biotekselskabet Gubra, sender deres virksomhed på børsen. Gubra er specialiseret i pre-kliniske services inden for metaboliske og fibrotiske sygdomme. Nye aktier udbydes nu til kurs 110, hvilket vil modsvare en samlet markedsværdi for selskabet på cirka 1,8 mia. kr.
Jukka Pekka Pertola, ny formand for bestyrelsen i GN Store Nord, dropper planen om at rejse 7 mia. kr. ved en kapitaludvidelse. Kapitalstyrkelsen, som skulle bruges til at nedbringe gæld, måtte droppes efter ”dialog med adskillige aktionærer”. ”Med Jukka Pekka Pertola som ny formand, Gitte Aabo som CEO og Anders Kronborg som ny midlertidig CFO i GN Hearing, ledes GN Store Nord nu af de samme nøglepersoner, som indtil for få år siden stod i spidsen for Leo Pharma.
Alexander Kara, CEO for NKT, har som en af to leverandører opnået en betinget ordre på kabler til projektet Biscay Gulf Interconnector, der skal forbinde elnet i Frankrig og Spanien. Prisen for det samlede projekt kan blive over 3 mia. euro.
Pär Fors, CEO for NNIT, venter en pæn fremgang i 2023. Efter at omsætningen i 2022 steg 9,6 pct. – men faldt én pct. organisk – venter NNIT i år en vækst på 10 pct. og en EBIT-overskudsgrad på plus 5 pct. efter negative EBIT-resultater i 2022 og 2021.
Martin Ravn-Nielsen, CEO for HusCompagniet, varsler en markant nedgang i omsætningen i 2023 til 2,2 – 2,5 mia. kr. fra 4,3 mia. kr. i 2022. EBITDA-indtjeningen ventes at falde til 75-125 mio. kr. fra 348 mio. kr. Høj inflation og højere renter presser markedet for enfamiliehuse ned – og gør prognosen usædvanligt usikker.
Ib Kunøe, bestyrelsesformand for og storaktionær i Columbus, kan sammen med CEO Søren Krogh Knudsen varsle en omsætningsvækst i Columbus i 2023 på 8-12 pct. til 1500-1550 mio. kr. og en EBITDA-margin på 7,4-9 pct. – mod 6,6 pct. i 2022. Mere effektivitet og fokus på indtjeningen i kontrakterne skal løfte marginen.
Bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen og CEO Lionel Girieud, SKAKO, kan levere en udbytteprocent på otte pct. fra producenten af betonanlæg. SKAKO har haft stærk vækst i omsætningen på 20 pct. i 2022 og en vækst i EBIT-driftsresultatet på 52 pct. til 30,8 mio. kr. For 2023 forudses et EBIT-resultat på 33-38 mio. kr.
Sune Schnack, CEO for Flügger, vurderer efter en salgsfremgang på to pct. i årets første ni måneder, at omsætningen har ramt bunden i november, og at salg og marginer nu vil vise fremgang. Flügger fastholder forventningen om en omsætning i 2022/23 på 2,5-2,7 mia. kr. og en driftsindtjening på 50-80 mio. kr.
Jacob Meldgaard, CEO for rederiet Torm, kan melde om en dramatisk EBITDA-resultatfremgang til 743 mio. USD i 2022 fra 137 mio. USD året før. For 2023 ventes yderligere fremgang i EBITDA til 750-1100 mio. USD.
Thomas Heltborg Juul, CEO for Green Mobility, rapporterer om en vækst på 56 pct. til en omsætning på 97,3 mio. kr. i 2022. Virksomheden, der organiserer car sharing i en række europæiske byer, fik et nettoresultat på minus 77,2 mio. kr., men venter overskud i 2024.
Morten A. Sørensen
foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.