Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Kristian Villumsen, CEO for Coloplast, varsler køb af islandske Kerecis, der har udviklet en særlig sårpleje baseret på fiskeskind. Prisen bliver op til 8,9 mia. kr., hvoraf 8,2 mia. kr. erlægges kontant ved overtagelsen. Kerecis opnåede i 2021/22 en omsætning på 510 mio. kr. og ventes at vokse 50 pct. i indeværende regnskabsår. Opkøbet skal forøge Coloplasts organiske vækst med cirka en pct. til 8-10 pct. fra 2024/25, men vil kortsigtet udvande overskudsgraden. Opkøbet ventes finansieret med en udvidelse af Coloplasts aktiekapital. Opkøbet førte umiddelbart til kursfald for Coloplast på cirka fire pct.
Lars Fruergaard Jørgensen, CEO for Novo Nordisk, har ændret den store koncerns formål fra ”driving change to defeat diabetes and other serious chronic diseases” til ”driving change to defeat serious chronic diseases, built upon our heritage in diabetes.” Ændringen understreger Lars Fruergaard Jørgensens strategi, der går ud på at forandre Novo Nordisk fra overvejende at være en diabetesspecialist til at blive en mere bredt funderet pharmakoncern.
Britt Meelby Jensen, CEO for Ambu, opjusterer forventningen til resultatet for 2022/23 til en EBIT-overskudsgrad på 5-6 pct. mod tidligere 3-5 pct. Et bedre produktmix og lavere distributionsomkostninger styrker den turnaround-proces, som Britt Meelby Jensen har sat i gang.
Paul Chaplin, CEO Bavarian Nordic, har måttet droppe udviklingen af en vaccine mod RS-virus efter at et forsøg med mere end 20.000 personer ikke havde opfyldt selskabets succeskriterier. Der har været store forventninger til vaccinen, og meddelelsen fra Bavarian fik aktien til at falde fra niveauet 190 til 140. Der blev rettet lidt op på det store kursfald, da selskabet et par uger senere kunne melde om en ny stor amerikansk ordre på koppevacciner – og opjusterede det forventede EBITDA-driftsresultat for 2023 til 2,3 mia. kr. fra tidligere 2,2 mia. kr.
Jens Birgersson, CEO for Rockwool, opjusterer den forventede EBIT-overskudsgrad for 2023 til omkring 12 pct. fra tidligere omkring 10 pct. Rockwool konstaterer fortsat, at høje renteomkostninger og højere byggeomkostninger reducerer efterspørgslen, men tilpasning af kapaciteten, stabile salgspriser og lavere energipriser understøtter nu indtjeningsevnen.
Kristian Teär, CEO for Bang & Olufsen, må afslutte regnskabsåret 2022/23 med et omsætningsfald på 7 pct. til 2752 mio. kr. og en EBIT-overskudsgrad på minus 3,8 pct. For tredje kvartal i træk har Bang & Olufsen dog præsteret en positiv fri pengestrøm, og koncernen venter i 2023/24 en omsætningsvækst på 0-9 pct. og en EBIT-margin på 0-6 pct.
Cees ’t Hart, afgående CEO for Carlsberg, og den kommende CEO Jacob Aarup-Andersen må se i øjnene, at Rusland har overtaget kontrollen med Carlsberg i Rusland og dermed muligvis har nationaliseret aktiviteterne, som Carlsberg ellers havde fundet en køber til.
Sveinn Sölvason, CEO for islandske Össur, har efter en ”stærk performance” i første halvår opjusteret den forventede organiske vækst i 2023 til 7-8 pct. fra tidligere 4-8 pct. Össur, der fremstiller proteser, er noteret i København og har William Demant Invest som storaktionær, har succes med sine ”high end”-løsninger.
Jan van de Winkel, CEO for Genmab, kan efter en salgsvækst på 34 pct. i første halvår opjustere den forventede omsætning i 2023 til 15,5-16,5 mia. kr. mod tidligere 14,6-16,1 mia. kr. Spændet for 2023-driftsresultatet er indsnævret til 4,5-6 mia. kr. fra tidligere 3,9-6,2 mia. kr.
Torben Carlsen, CEO for DFDS, har fået den planlagte overtagelse af tyrkiske Ekol Logistics internationale vejtransport godkendt af de tyrkiske konkurrencemyndigheder. Med kombinationen af fragtfærger og logistik planlægger DFDS at overføre sin nordeuropæiske model til Middelhavet. Også Europas største logistikvirksomhed, tyske DHL, ønsker at satse mere på Tyrkiet og har i sommer overtaget tyrkiske MNG Kargo.
Carsten Spohr, topchef for Lufthansa, hæver efter det bedste forårskvartal nogensinde – med et driftsresultat på 1,1 mia. euro – prognosen for hele året til overskud på 2,6 mia. euro mod tidligere 1,5 mia. euro. Stigende rejselyst og højere billetpriser driver indtjeningen op. Fransk-hollandske Air France/KLM har i forårskvartalet fordoblet kvartalsresultatet i forhold til sidste år til 733 mio. euro.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.