Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Henrik Andersen, CEO for Vestas, har i fjerde kvartal 2023 opnået en rekordstor ordreindgang på vindmøllekapacitet på 6945 megawatt, og hertil kommer – skønner Sydbank – en ikke-offentliggjort ordreindgang på 800 megawatt. Det giver den højeste ordrebeholdning nogensinde og er ifølge banken ”rigtig godt nyt for Vestas’ pengestrømme i 2023” og for omsætningen i de kommende år. Slutningen af 2023 og især fjerde kvartal har også betegnet et gennembrud for Vestas’ havvindmøller.
Mads Nipper, CEO for Ørsted, har truffet endelig beslutning om at investere i verdens største havvindmøllepark Hornsea 3, der ifølge Ørsted har en ”robust risiko/ afkast-profil”. I begyndelsen af december blev Ørsted desuden inviteret til at deltage i New Yorks nye udbudsrunde for havvind. Dermed ser Ørsted stadig potentiale på det britiske marked, og virksomheden kan stadig ses som en aktiv deltager på det amerikanske marked, hvor Ørsted ellers skabte politisk vrede ved at droppe – og afskrive milliarder på – nogle store projekter i 2023.
Torben Carlsen, CEO for DFDS, fremlægger strategiplan, der rækker frem mod 2026 og videre til 2030. Selskabet vil have seks ”grønne” færger i drift i 2030, men overordnet skal der nu fokuseres på organisk vækst og cashflow efter en periode med betydelige opkøb af logistikvirksomheder og færgeruter. Afkastet af kapitalen (ROIC) skal dermed øges til mindst 10 pct. i 2026 fra de nuværende cirka 8 pct., mens gælden skal nedbringes i forhold til indtjeningen.
Kasper Fangel, CEO for ISS, gennemfører det tidligere varslede salg af den franske forretning. Franske Onet køber forretningen med 14.000 ansatte og en omsætning på 2,7 mia. kr. eksklusive omsætningen med ISS’ franske Global Key Accounts, der dog fremover også skal betjenes af Onet på vegne af ISS. Salgsprisen er ikke oplyst.
Jesper Kristian Jacobsen, CEO for Per Aarsleff, varsler i årsrapporten for 2022/23 en afdæmpet udvikling i 2023/24.
Omsætningsvæksten ventes at blive minus 4 til plus 1 pct. i forhold til de 20,2 mia. kr., der blev opnået efter en vækst på 11,7 pct. i 2022/23. EBIT-driftsresultatet ventes i 2023/24 at ligge på 900-1000 mio. kr. mod 1078 mio.kr. i 2022/23. Aarsleff ser en opbremsning indenfor især Byggeri, mens Anlæg, Teknik og Fundering venter god aktivitet.
Jan Harrit, koncerndirektør, og Allan Linneberg-Agerholm, formand for Parken, har for fjerde gang opjusteret resultatforventningen til 2023. De forudser nu et resultat før skat på 430-445 mio. kr. mod 125-150 mio. kr. i begyndelsen af 2023. De løbende opjusteringer forklares især af de gode spilresultater i FC København.
Jon Sintorn, bliver ny CEO i Nilfisk. Posten har midlertidigt været varetaget af René Svendsen-Tune, efter at tidligere CEO Torsten Türling gik af i sommer. Jon Sintorn kommer fra den svenske køkkenvirksomhed Nobia. Med udnævnelsen får endnu en traditionel dansk industrivirksomhed en svensk chef, ligesom Vestas havde til 2019 i skikkelse af den nuværende formand Anders Runevad. NKT udnævnte i foråret Claes Westerlind som ny CEO, og Jens Birgersson har siden 2015 været CEO for rockwool.
Torben Østergaard-Nielsen, milliardæren bag oliekoncernen USTC, har ifølge flere medier foreløbig afvist at hjælpe med – og overhovedet at udtale sig om – oprensningen efter udslip af forurenet jord fra en af hans families virksomheder, Nordic Waste, i Randers.
Lars Østergaard, CEO for Roblon, der leverer fiberløsninger til kabelindustrien, venter fremgang i 2023/24 efter et tilbageslag og en EBIT-overskudsgrad på minus 4,6 pct. i 2022/23. I indeværende regnskabsår ventes en omsætning på 370 mio. kr. mod 350 mio. kr. i 2022/23 og et EBIT-resultat på omkring nul.
Lasse Ingemann Brodt, CEO for North Media, køber for 350 mio. SEK den svenske distributør af tryksager SDR, der ventes at have opnået en omsætning på 650 mio. SEK og et EBITDA-driftsresultat på 50 mio. SEK. SDR skal indgå i forretningsområdet Last Mile, der også omfatter danske FK Distribution.
André Fehrn, CEO for Shape Robotics, varsler betydelig vækst i 2024. Virksomheden forudser en omsætning på 300-325 mio. kr. og EBITDA-driftsresultatet 14-18 mio. kr. mod en forventet omsætning på 145-155 mio. kr. og et justeret EBITDA på 4-6 mio. kr. i 2023.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.