Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Mikko Keto, CEO for FLSmidth, har med en omsætning i fjerde kvartal af 2024 på 6 mia. kr. og en EBITA-margin på 9,2 pct. indfriet sin prognose for året. Synergierne ved fusionen med TK Mining bliver desuden større end ventet. FLSmidth iagttagere fik bekræftet forventningen om, at FLSmidth vil forsøge at sælge divisionen for cement-teknologi – koncernens historiske udgangspunkt. FLSmidth steg knapt 6 pct. på meldingen.
Britt Meelby Jensen, CEO for Ambu, leverede i første kvartal af 2023/24 en organisk vækst på 14 pct. og en EBIT-margin på 10 pct. Den medico-tekniske virksomhed er dermed foreløbig godt på vej med sin turnaround – og til at nå helårsmålet om en vækst 7-10 pct. og en EBIT-margin på 8-10 pct. Ambu steg over 7 pct.
Anko van der Werff, CEO for SAS, må meddele, at selskabet får forlænget sin amerikanske såkaldte Chapter 11-beskyttelse, så den ikke ophører ved starten af året, men skal gælde frem til omkring juni. Samtidig venter SAS nu, at selskabets gæld efter Chapter 11-processen vil ligge på 22-24 mia. SEK, hvor der tidligere blev ventet cirka 17 mia. SEK.
David Hardy, Ørsteds regionaldirektør for Amerika, melder, at Ørsted vil overtage det fulde ejerskab af det amerikanske havvindprojekt Sunrise Wind – forudsat, at projektet vinder i New Yorks fjerde havvindudbud. Ørsted bekræfter dermed, at koncernen fortsat vil satse på havvind ud for det nordøstlige USA – selvom den sidste år opgav et par vigtige projekter.
Mathias Jensen-Vinstrup bliver ny CEO for NTG Nordic Transport Group. Den hidtidige CEO Michael Larsen vil efter eget ønske i stedet få en mere driftspræget rolle i ledelsen af Road & Logistics divisionen, der dog beholder Jesper E. Petersen som CEO.
Jens Poulsen, koncernchef og hovedaktionær i modekoncernen DK Company, vil sammen med Salling Group åbne et større antal tøjbutikker i Danmark.
Han har nået en fremgang i omsætningen i 2023 på 3 pct. til 4,8 mia. kr. Men resultatet før skat faldt til 486 mio. kr. fra 661 mio. kr. på grund af svaghed i salgsvalutaerne SEK og NOK og kursopgang for indkøbsvalutaen USD.
Pernille Skipper, politisk kommentator for TV2 og tidligere politiker for Enhedslisten, er nomineret til at blive ny formand for Coop a.m.b.a., der ejer Coop Danmark, der i efteråret fik Jeff Gravenhorst som ny formand. Lasse Bolander sad tidligere på begge formandsposterne. Pernille Skipper vil blandt andet fremme fokus på, hvad Coops butikker betyder for små lokalsamfund.
Christine Buhl Andersen, formand for Ny Carlsberg fondet vil ifølge Børsen gøre fondet mere fremtidssikret ved blandt andet at ansætte en direktør, hvilken fondet ikke tidligere har haft. Hun vil også satse på mere transparens i uddelingspolitikken.
Rolf Habben Jansen, CEO for Hapag-Lloyd – A.P. Møller-Mærsks samarbejdspartner fra 2025 – må melde om tæt på en halvering af omsætningen og driftsunderskud i fjerde kvartal. Aktiekursen faldt næsten 10 pct.
André Rogaczewski, CEO for Netcompany, nåede i fjerde kvartal 2023 en omsætningsvækst på 4,2 pct. og for hele året 9,6 pct. EBITDA-driftsmarginen blev for hele året 14,8 pct. Netcompany nyder godt af blandt andet digitaliseringen af den offentlige sektor i Europa og forudser for 2024 en vækst på 7-10 pct. og en EBITDA-margin på 15-18 pct.
Sveinn Sölvason, CEO for protesevirksomheden Össur, kan melde om en organisk vækst på 9 pct. i både fjerde kvartal og hele 2023, hvor EBITDA-marginen var uændrede 18 pct. For 2024 ventes organisk vækst på 5-8 pct. og en margin på 19-20 pct. Aktien steg godt 4 pct. på meldingen.
Jens Bjerg Sørensen, CEO for Schouw & Co., opjusterer de forventede regnskabstal for konglomeratet for 2023. Der regnes nu med et EBITDA-driftsresultat på 2850 mio. kr. mod den tidligere forventning på 2625-2795 mio. kr. Især koncernens to største virksomheder, Biomar, der fremstiller fiskefoder, og elektronikvirksomheden GPV har tjent uventet godt i fjerde kvartal.
Morten A. Sørensen
MAS ejer aktier i tyske RWE, der kan ses som en konkurrent til Ørsted