Europæiske healthcare-aktier tog et spring opad onsdag i kølvandet på en tilsvarende bevægelse på de amerikanske markeder. Årsagen var en opsigtsvækkende aftale mellem Pfizer og præsident Donald Trump om at reducere prisen på receptpligtig medicin i det amerikanske Medicaid-program til gengæld for toldlempelser.
Aftalen, som vurderes langt mildere end mange i sektoren havde frygtet, giver de hårdt ramte globale medicinalvirksomheder et tiltrængt pusterum. Det seneste år har været præget af stor usikkerhed, efter at Trump gentagne gange har rettet skarp kritik mod de høje medicinpriser i USA og truet med omfattende regulering.
Pfizer-aftalen anses nu som en skelsættende udvikling, der kan bane vejen for flere lignende aftaler. For industrien betyder det en form for forudsigelighed i et af verdens største og vigtigste markeder.
Markedsanalytikere peger på, at Pfizer-aftalen kan fungere som en skabelon, hvor andre selskaber vil forsøge at imødekomme Trumps krav om lavere priser – mod at opnå lempelser på tariffer for adgang til USA.
”Vi forventer, at europæiske medicinalgiganter vil følge efter og indlede forhandlinger med Trump-administrationen om undtagelser,” siger Lucy Coutts, Investment Director hos formueforvalteren JM Finn, der har investeringer i blandt andre GSK, AstraZeneca, Roche og Novo Nordisk – til Reuters
Udviklingen blev hurtigt afspejlet i de europæiske aktiekurser, som steg markant på nyheden. For investorer kan aftalen ses som et signal om, at risikoen for en hård politisk konfrontation mellem Washington og medicinalsektoren er aftaget – i hvert fald på kort sigt.
Dermed kan sektoren, der ellers har været under pres i et volatilt marked, stå stærkere i den kommende periode, hvis flere aftaler følger i kølvandet på Pfizer.