EU-kommissionen har netop fremlagt forslag til EU’s nye budget for 2021-27. Måske på grund af behovet for nytænkning efter Brexit rummer det faktisk en lang række fremskridt, selvom kontinuitet jo næsten altid vinder i så politisk kontroversielle sager. Det er derfor ærgerligt, at kommissionen ikke er gået længere i sine reformforslag. Også den refleksagtige afvisning af hovedparten af budgetforslag fra en række medlemslande – heriblandt Danmark – er både skuffende og politisk kortsigtet, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne analyse.
Kommissionen foreslår langt om længe at skære omkring 5 procent ned på EU’s landbrugsstøtte til primært de største industrielle bedrifter. Det er både økonomisk og udviklingsmæssigt fornuftigt, da der ingen grund er til, at en så stor sektor i den europæiske økonomi fortsat skal leve primært på statsstøtte.
Samtidigt vil nedskæringer i EU’s landbrugsstøtte ofte være nøglen til at færdigforhandle flere EU frihandelsaftaler med blandt andet verdens store emerging markets, ligesom verdens fattigste lande vil få bedre muligheder for at eksportere deres fødevarer til europæiske forbrugere.
NYE KRITERIER
Samhørighedspolitikken, hvis generelle formål er, via investeringer, at støtte den økonomiske udvikling i EU’s fattigste regioner, skæres også ned med cirka 5 procent. Og støtten tildeles fremover ikke blot på baggrund af BNP pr. indbygger, men også andre kriterier, som ungdomsarbejdsløshed, klimaforandringer og indsatsen for at integrere nye immigranter.
Efter et nyt ”retsstatsprincip” kan medlemsstater med alvorlige mangler i nationale procedurer til bekæmpelse af misbrug og svig med EU-midler, og manglende uafhængighed af nationale domstole, helt eller delvist miste adgangen til EU investeringsfinansiering. EU’s fremtidige budget bliver altså mere politisk i sin implementering end tidligere. Liberale og transparente medlemsstater bør byde disse tiltag velkommen.
Kommissionen prioriterer rigtigt med langt flere penge til digital omstilling og netværk, dobbelt så mange penge til
uddannelsesprogrammet ERASMUS, det frie Interrail-kort og 50 procent mere til forskning og innovation fra 2021 27. På den anden side må man sige, at ambitionsniveauet for beskyttelsen af EU’s ydre grænser er meget lavt. Godt nok foreslås det, at bevillingerne øges til i alt 33 mia. euro til finansiering af 10.000 grænsevagter i Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning. Men det er også klart, at kommissionen har misset en oplagt mulighed for at gøre mere på et område, som den europæiske befolkning bekymrer sig meget om.
MULIGE INDTÆGTSKILDER
Årsagen til det lave ambitionsniveau for europæisk grænsebevogtning er naturligt nok, at den slags er meget dyrt, hvorfor det vil være umuligt at nå 100.000 grænsevagter inden for en politisk plausibel budgetramme, uden at skulle skære uacceptabelt meget i resten af budgettet. Dette forhold understreger kommissionens budgets må-ske største svaghed: Nemlig de meget uopfindsomme forslag til nye indtægtskilder.
Ganske vist foreslås det, at 20 procent af indtægterne fra CO2 emissionshandelssystemet, 3 procent af en ny fælles konsolideret selskabsskat og en ny afgift på ikke genanvendt plastikaffald nu tilføres budgettet. Det er dog alt for lidt, og hvis man virkelig ville lave et ambitiøst europæisk grænsevagtkorps, kunne man jo indføre en øremærket afgift, når udlændinge og europæere krydser en ydre EU-grænse.
Eller, hvis man ville overbevise europæerne om, at de skal bruge mindre plastik, så burde man øremærke alle indtægterne herfra til europæisk forureningsbekæmpelse. Så ville forbrugerne givet være villige til at acceptere en langt højere afgift end de 0,8 euro pr. kg. plastic, kommissionen nu har foreslået.
Alt i alt er det meste af substansen og retningen i det nye budget dog den rigtige. Derfor er det politisk dadelværdigt, at den danske statsminister med det samme meldte ligefremt ud på Twitter, at EU jo efter Brexit er mindre, og at det burde EU’s budget også være. I en tid, hvor både Tyskland og Frankrig har meldt ud, at de vil være villige til at betale mere til EU, er det næppe nogen smart vej for et lille land som Danmark blot at sige nej. Især ikke hvis man ønsker sine mærkesager prioriteret i EU’s næste budget.
