Fra Danske Bank:
Carsten Egeriis afløser Chris Vogelzang som administrerende direktør for Danske Bank A/S.
Gerrit Zalm udtræder af bestyrelsen
Bestyrelsen i Danske Bank A/S har i dag udnævnt Carsten Egeriis til administrerende direktør. Han afløser
Chris Vogelzang, der har meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling. Det sker som følge af, at
de hollandske myndigheder har udpeget ham som en af flere mistænkte i forbindelse med deres undersøgelse
af potentielle overtrædelser af hollandsk lovgivning vedrørende forebyggelse af hvidvask i ABN AMRO.
”Jeg er meget overrasket over de hollandske myndigheders beslutning. Jeg forlod ABN AMRO for mere end
fire år siden og er tryg ved, at jeg varetog mit ledelsesmæssige ansvar med integritet og dedikation. Min
status som mistænkt er ikke ensbetydende med, at jeg vil blive tiltalt. Men i lyset af den særlige situation
Danske Bank befinder sig i, og den intense granskning, som banken er under, særligt når det gælder
bekæmpelse af hvidvask som følge af den endnu ikke afsluttede Estland-sag, ønsker jeg ikke, at spekulationer
om min person skal stå i vejen for Danske Banks fortsatte udvikling. Derfor mener jeg, at det eneste rigtige
er, at jeg fratræder. Jeg er meget ked af at forlade Danske Bank, som er en fantastisk virksomhed med
virkelig kompetente medarbejdere, og det har været en stor ære for mig at lede den,” siger Chris Vogelzang.
”Vi er meget kede af at skulle sige farvel til Chris Vogelzang. Han har været helt afgørende i forhold til at
igangsætte den omfattende omstilling, Danske Bank er i færd med, og for de fremskridt og resultater, som
allerede er skabt. Vi forstår og respekterer hans beslutning og takker ham for hans store indsats. Jeg er glad
for, at vi har en stærk og kompetent afløser i form af Carsten Egeriis, der som Chief Risk Officer har været
en del af bankens direktion i snart fire år og haft en central rolle i de seneste års oprydning og i styrkelsen
af risikoområdet og ikke mindst i bankens håndtering af corona-krisen. Han har mere end 20 års erfaring
fra den finansielle sektor, og bestyrelsen er ikke i tvivl om, at han er den rette person til at stå i spidsen for
at videreføre den omstilling, der allerede er godt i gang,” siger bestyrelsesformand, Karsten Dybvad.
”Vi skylder Chris en kæmpe tak for den store indsats, han har ydet for Danske Bank. Han har sat en ny kurs
for banken og gjort det på en måde, som jeg personligt har sat stort pris på, hvor ledelsen virkelig har været
et team. Nu bliver det min opgave sammen med resten af ledelsen og alle vores dygtige og dedikerede
kolleger at føre det arbejde videre, og det glæder jeg mig til. Med mere end 3,5 millioner kunder har vi hver
eneste dag en fantastisk mulighed for at gøre en stor forskel og hjælpe mennesker og virksomheder med at
indfri deres ambitioner og samtidig bidrage til de samfund, vi er en del af. Og jo bedre en bank, vi bliver, jo
bedre kan vi løse de opgaver,” siger Carsten Egeriis.
Bestyrelsesmedlem Gerrit Zalm har i samme forbindelse besluttet at træde ud af bestyrelsen pr. dags dato.
Bestyrelsen takker ham for hans indsats gennem de seneste to år.