Fra Danmarks Statistik:
Forbruger- og nettoprisindeks august 2025
I august steg det samlede forbrugerprisindeks med 2,0 pct. i forhold til samme måned året før. I juli var den tilsvarende stigning 2,3 pct. Den lavere inflation i august i forhold til juli skyldes hovedsageligt, at priserne på elektricitet er faldet markant i forhold til prisniveauet i august sidste år. Forbrugerprisindekset ekskl. energi og ikke-forarbejdede fødevarer (kerneinflationen) havde en årsstigning på 2,3 pct. i august, hvilket primært skyldes prisstigninger på husleje. I juli havde kerneinflationen en årsstigning på 2,2 pct.
Især pakkerejser trak indekset ned den seneste måned
Fra juli til august faldt forbrugerprisindekset med 0,7 pct. Isoleret set trak prisfald på især pakkerejser, leje af sommerhus og fødevarer indekset ned med 0,61 procentpoint. Modsat trak prisstigninger på bl.a. husleje, tøj og benzin indekset op med 0,13 procentpoint.
Cypern havde den laveste EU-harmoniserede inflation i juli
Danmarks EU-harmoniserede inflation lå på 1,9 pct. i august. Tallene for august er endnu ikke offentliggjort på europæisk niveau, men i juli steg den EU-harmoniserede inflation samlet for de 27 EU-lande til 2,4 pct. fra 2,3 pct. i juni. EU-landene med lavest EU-harmoniseret inflation i juli var Cypern med 0,1 pct., Frankrig med 0,9 pct. og Irland med 1,6 pct. EU-landene med højst EU-harmoniseret inflation i juli var Rumænien med 6,6 pct., Estland med 5,6 pct. og Slovakiet med 4,6 pct. Danmarks EU-harmoniserede inflation var 2,2 pct. i juli.
Det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) opgøres på en måde, der sikrer, at tallene er sammenlignelige på tværs af landene. Forskellen mellem det danske forbrugerprisindeks og HICP er, at udgifter til ejerboliger ikke indgår i HICP. Eurostat offentliggør de samlede inflationstal for de 27 EU-lande én gang månedligt. Tallene for august udkommer 17. september 2025. De kan ses på Eurostats hjemmeside: Inflation in the euro area og i Eurostats database: Harmonised indices of consumer prices .
Kilder og metode
Forbrugerprisindekset (FPI) og det danske EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) opgøres på grundlag af de priser, forbrugerne betaler for varer og tjenester, altså inklusive moms og afgifter. I FPI indgår prisudviklingen for ejerboliger, beregnet ved estimerede lejeværdier, mens prisudviklingen for ejerboliger ikke indgår i HICP. Nettoprisindekset beregnes derimod ved så vidt muligt at fratrække indirekte skatter og afgifter, mens tilskud til nedsættelse af priserne tillægges. HICP-CT beregnes ved at fastholde satserne på de indirekte skatter og afgifter på niveauet fra december året før.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.