Fra Danmarks Statistik:
Nationalregnskab 1. kvt. 2025 revideret
Bruttonationalproduktet (BNP) faldt med 1,3 pct. i første kvartal 2025, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonbevægelser. Derved er væksten revideret ned med 0,8 procentpoint i forhold til første opgørelse: Nationalregnskab 1. kvt. 2025 . Faldet i første kvartal skyldes især tilbagegang i medicinalindustrien. Når der ses bort fra medicinalindustrien, gik den samlede økonomi nemlig frem med 0,4 pct. målt ved bruttoværditilvæksten (BVT). Medicinalindustriens BVT faldt med 15,3 pct., mens BVT for den samlede økonomi faldt med 1,3 pct. ligesom BNP. På trods af tilbagegang i første kvartal 2025 er BNP det seneste år vokset med 2,3 pct. Beskæftigelsen steg med 0,5 pct. svarende til 16.300 personer, mens de præsterede timer steg med 0,3 pct. Læs mere om usikkerhed ved denne opgørelse under afsnittet Særlige forhold ved denne offentliggørelse .
Tilbagegang i importen skyldes bl.a. flere patenter i fjerde kvartal 2024
Den samlede import faldt i første kvartal med 6,5 pct. Det er i høj grad importen af tjenester, der trækker det store fald, da denne falder med 12,8 pct., mens vareimporten falder med 0,7 pct. Det store fald i tjenesteimporten skal ses i lyset af, at der er importeret to store patenter i fjerde kvartal 2024. Samlet set er der patenter for 27 mia. kr. i fjerde kvartal 2024. Eksporten falder med 4,1 pct., hvilket er 1,1 procentpoint lavere end i første opgørelse. Faldet kommer både fra varer og tjenester, der falder med hhv. 4,3 pct. og 3,6 pct. Faldet i vareeksport i første kvartal skal ses i lyset af det store fald i medicinalindustriens produktion.
Stort fald i investeringer
Stigning i husholdningernes forbrug
Husholdningernes forbrug steg med 0,5 pct. i årets første kvartal. Der er fremgang i køb af varer eksklusiv køretøjer samt tjenester med stigninger på hhv. 0,6 pct. og 0,2 pct. For køb af varer er der pæne stigninger i køb af beklædning og fodtøj samt energi på hhv. 2,9 pct. og 5,0 pct. Køb af køretøjer trækker derimod i den modsatte retning med et fald på 0,3 pct.
BNP-fremgang i EU-landene og Storbritannien, tilbagegang i USA
I første kvartal var der for EU-27 samlet en vækst på 0,6 pct., mens Storbritanniens vækst var på 0,7 pct. USA’s BNP faldt med 0,1 pct. Danmark havde den største tilbagegang i første kvartal. De fleste lande havde positiv vækst i første kvartal, mens enkelte havde svag tilbagegang. Nedgangen i Danmark skal ses i lyset af den pæne fremgang i de forudgående kvartaler i 2024. Sammenlignes med første kvartal 2024 bemærkes det, at selvom Danmark oplevede tilbagegang i første kvartal 2025, ligger BNP alligevel 2,3 pct. over BNP i samme periode året før. Herved hører Danmark til blandt den øvre del af de europæiske lande, når det kommer til årlige vækstrater. EU-27’s BNP ligger i første kvartal 2025 1,7 pct. over BNP i samme periode året før, men det for USA ligger 2,1 pct. over. Størstedelen af landene oplevede fremgang i BNP sammenlignet med samme periode året før.
Danmarks nationalregnskab
Markant udsving i lagre skal fortolkes med påpasselighed
Der har været en stor stigning i lagerændringerne i første kvartal 2025. Udsvinget betyder, at det mekanisk beregnede vækstbidrag giver et positivt vækstbidrag fra lagerforøgelse til BNP på 2,2 procentpoint. Dette vækstbidrag skal dog fortolkes med stor påpasselighed, bl.a. fordi sæsonkorrektion af lagrene er behæftet med betydelig usikkerhed. Vækstbidraget kan derudover ikke bruges til at udregne alternative skøn for BNP-væksten ekskl. lageropbygning ved at fratrække dette vækstbidrag fra BNP-væksten. Dette skyldes bl.a., at forskellige typer af lagre har en forskellig importandel. Når der fx importeres råvarer, der lægges på lager til senere forarbejdning i industrien, påvirker det ikke den danske BNP-vækst. Tilsvarende for handelsvarer, hvor placering af importerede varer på et engroshandelslager til senere salg heller ikke påvirker dansk BNP-vækst. Til opgørelse af lageropbygningen i nationalregnskabet benyttes oplysninger om lagre fra Industriens produktion og omsætning samt Engroshandlens lagre .
Anden offentliggørelse af nationalregnskabet for første kvartal 2025
Dette er den anden offentliggørelse af nationalregnskabet for første kvartal 2025. I denne version er alle serier tilbage til første kvartal 2021 revideret i overensstemmelse med Nationalregnskab 2021-2024 juni-version . Fra første kvartal 2021 til fjerde kvartal 2024 er der foretaget en opdatering af kvartalvise kilder. Der er for årene 2021-2024 indarbejdet reviderede oplysninger for bl.a. Betalingsbalance og udenrigshandel , Offentlige finanser samt Arbejdstidsregnskabet . Herudover er kvartalsserierne tilpasset til årstallene via en matematisk udglattende metode (årsopregning). For første kvartal 2025 er nationalregnskabet genberegnet med de senest opdaterede kilder. BNP i første kvartal 2025 er revideret ned med 0,8 procentpoint. Den seneste offentliggørelse af nationalregnskabet er Nationalregnskab 1. kvt. 2025 . Læs mere om størrelsen af revisionerne i BNP-væksten generelt set i notatet Revisioner af det kvartalsvise nationalregnskab .
I statistikdokumentationen om Nationalregnskab kan findes en mere detaljeret kildeoversigt. Desuden kan ændringer i væksten fra version til version findes i versionstabellen for forsyningsbalancen .
Tal for medicinalindustrien i dansk økonomi
Kvartalsvise nationalregnskabstal for medicinalindustrien samt for dansk økonomi ekskl. medicinalindustrien kan findes her: Medicinalindustrien i dansk økonomi .
Tallene er et særudtræk og særberegning pba. det kvartalsvise nationalregnskab. Tallene er derfor behæftet med større usikkerhed end i det offentliggjorte nationalregnskab såsom tallene i denne Nyt.
Forbedret datagrundlag til opgørelsen af Firmaernes køb og salg
Opgørelsen af Firmaernes køb og salg fra den 13. juni bygger nu på indberetninger fra størstedelen af de momsregistrerede virksomheder for første kvartal 2025. Den første offentliggørelse af Nationalregnskabet for første kvartal 2025 var baseret på en foreløbig intern udgave af Firmaernes køb og salg, hvor der indgik mange imputerede oplysninger. Som følge af det forbedrede datagrundlag er der revideret i aktiviteten for de markedsmæssige serviceerhverv, byggeriet samt privatforbruget for især fjerde kvartal.
Øget usikkerhed i sæsonkorrektionen
Der må forventes øget usikkerhed på sæsonkorrektionen i forbindelse med COVID-19, høj inflation og andre betydelige begivenheder, der har givet usædvanligt store udsving i økonomien på kort sigt. Det skyldes bl.a., at beregningerne af de seneste sæsonkorrigerede værdier for de enkelte detaljerede serier delvist er baseret på fremskrivninger af den observerede serie, og derfor vil pludselige ændringer i seriens forløb (outliere) fører til en øget usikkerhed. Detekteringen af outliere vurderes også at være ekstra følsom for perioden i forbindelse med COVID-19 m.m. Outliere detekteres og behandles primært automatisk i standardanvendelse af sæsonkorrektionsprogrammet JDemetra+ med X13-ARIMA-SEATS-metoden. Den øgede usikkerhed i sæsonkorrektionen betyder også, at man i højere grad skal være påpasselig med fortolkningen af den sæsonkorrigerede prisudvikling på kvartaler. Dette hænger sammen med, at tallene sæsonkorrigeres i hhv. løbende priser og kædede værdier, hvorefter prisindekset beregnes som forholdet mellem disse.
Nyt fra Danmarks Statistik
Hent som PDF Næste udgivelse: 20. august 2025
Kontakt
Kilder og metode
Det kvartalsvise nationalregnskab udarbejdes på grundlag af stort set al konjunkturstatistik, der beskriver delområder inden for økonomi og beskæftigelse. Ved at kombinere disse statistikker med national-regnskabssystemets begrebsapparat bliver det muligt at afstemme de forskellige oplysninger til et samlet billede. Læs mere i statistikdokumentationen . Læs også en uddybende dokumentation af kilder og metoder på www.dst.dk/nationlregnskab .
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.