Cirka halvandet måned før nytår ser 2014 ud til at blive et kriseår for kapitalfondenes exit’er fra danske virksomheder, i hvert fald målt på antallet. OW Bunker-skandalen vil lægge en yderligere bremse for strømmen af exit’er, der allerede er faldet dramatisk i år – trods aktiekurser, der stadig ligger historisk højt, og som generelt har trukket priserne på virksomheder med op. Den bedste indikation giver statistikken fra Dansk Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), som kan blive revideret lidt op ved årets slutning. Foreløbig viser den, at kapitalfondene hidtil i år samlet har exit’et ni virksomheder. Dermed ser antallet af exit’er ud til at falde til en brøkdel af de 28, der sås i 2013, de 26 i 2012 og de 38 i 2011. Exit-tempoet ser endda ud til at have været faldende hen over året: Ud af de ni exit’er hidtil i år er kun de tre sket i andet halvår.
