Efter at Nykredit for nylig udmeldte, at realkreditkoncernen har besluttet at sætte bidragssatserne markant op til sommer, havde koncernchef Michael Rasmussen uden tvivl forventet, at de øvrige institutter ville følge efter med tilsvarende forhøjelser. Præcis som de plejer. Men nu står det klart, at det er anderledes denne gang, og at Michael Rasmussen har forregnet sig så meget, at hans store projekt med børsnotering og nyt imperiebyggeri er truet.
Økonomisk Ugebrev skrev for nylig, at meget tydede på, at grænsen var nået, og citerede John Norden fra Mybanker.biz for samme vurdering. For det første er de øvrige realkreditinstitutter nu så lønsomme og velkapitaliserede, at de ikke behøver at sætte deres bidragssatser mere op. For det andet har låntagerne tydeligvis fået nok, og denne gang er protestbølge nummer to under opbygning med massiv folkelig opbakning. For det tredje ville en kartellignende prisforhøjelse igen kunne aktivere konkurrencemyndighederne, og et nyt politisk pres fra et folketingsflertal.
At lige netop disse drivkræfter allerede er sat i spil, er der mange indikationer på. Jyske Bank har oplyst, at banken sammen med BRF Kredit ikke vil følge efter Nykredit med samme prisforhøjelser. Koncernchef Anders Dam ser naturligvis situationen som en oplagt mulighed for at trække Totalkreditkunder, som tidligere har været Jyske Bank-kunder, hjem til banken, ved at lokke med billigere priser. I denne melding freder han nye kunder.