Der er også lagt op til en styrkelse af bankunionen med yderligere tiltag, oplyser erhvervs- og vækstministeriet i en beskrivelse af væsentlige punkter på ECOFIN’s møde den 25. maj: ”Det drejer sig om forslaget om en fælles indskydergaranti (EDIS) og tiltag til at reducere risici i banksektoren. Flere tiltag til risikoreduktion ventes at gælde for alle EU-lande og ikke kun medlemmer af bankunionen. Der skal også aftales en offentlig bagstopper for den fælles afviklingsfond, dvs. en permanent ordning for offentlige lån. Meningerne er delte og forhandlingerne derfor vanskelige. Formandskabets mål er, at ECOFIN den 17. juni skal vedtage en køreplan, der fastlægger, hvilke tiltag i relation til bankunionen, man skal blive enige om, og hvornår. Der er ikke lagt op til en drøftelse af køreplanen på det kommende møde, men statusdrøftelsen kan måske alligevel udvikle sig til en tidlig drøftelse af forskellige ønsker til køreplanen.”
