Fra Bavarian:
Bavarian Nordic og AdaptVac indgår endelig licensaftale om COVID-19 vaccine
KØBENHAVN, Danmark, 22. juli 2020 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at selskabet har indgået licensaftale med AdaptVac, som er et joint venture etableret af ExpreS2ion Biotechnologies og NextGen Vaccines – et spin-out fra Københavns Universitet, vedrørende AdaptVacs capsid virus like particle (VLP)-teknologi til coronavirusser, herunder COVID-19.
Parterne indgik en foreløbig aftale i maj og har nu indgået en endelig licensaftale, der giver Bavarian Nordic de globale kommercielle rettigheder til COVID-19 vaccinen. I henhold til aftalen vil Bavarian Nordic yde en forudbetaling på EUR 4 mio. til AdaptVac i tillæg til potentielle fremtidige udviklingsmæssige og salgsrelaterede milepælsbetalinger samt trinvist stigende royalties.
I sidste måned blev lovende prækliniske data præsenteret, som viste, at vaccinekandidaten fremkaldte høje niveauer af neutraliserende antistoffer mod SARS-CoV-2 sammenlignet med prækliniske data for andre COVID-19 vacciner under udvikling. På baggrund af disse data forventes det første kliniske forsøg med vaccinen påbegyndt i fjerde kvartal 2020 med resultater forventet tidligt i 2021. Fase 1/2a forsøget er støttet af Horizon 2020 EU via en tildeling til PREVENT-nCoV konsortiet, der ud over AdaptVac og ExpreS2ion Biotechnologies, inkluderer en række europæiske universiteter.
Bavarian Nordic vil forestå den videre kliniske udvikling, produktion samt kommercialisering og planlægger at opnå regulatorisk godkendelse inden for de næste 12-18 måneder. Disse planer afhænger af muligheden for ekstern finansiering, som selskabet er i gang med at ansøge om via forskellige initiativer, der er etableret for at fremskynde udviklingen af COVID-19 vacciner.
Aftalen påvirker ikke Bavarian Nordics finansielle forventninger til 2020.
Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin udtaler: “Vi er glade for at konkludere aftalen med AdaptVac, som giver os mulighed for at støtte og hurtigt videreudvikle denne meget lovende COVID-19 vaccinekandidat. Vi mener fortsat, at denne vaccinekandidat kan imødekomme WHO’s kriterier for en sikker og effektiv vaccine i alle befolkningsgrupper, og at den kan fremkalde hurtig beskyttelse efter en enkelt vaccination.”
Om AdaptVac
AdaptVac er et joint venture mellem ExpreS2ion Biotechnologies og NextGen Vaccines, der ejes af opfinderne af den nye proprietære og banebrydende viral capsid-like virus particle (CLP) platformsteknologi, der hidrører fra Københavns Universitet. Virksomheden sigter mod at fremskynde udviklingen af meget effektive terapeutiske og profylaktiske vacciner inden for onkologi, infektionssygdomme og immunologiske lidelser. Tildeling af kernepatentet i USA har udvidet AdaptVacs patentbeskyttelse til at omfatte hele deres pipeline af vacciner og immunterapier under udvikling. For mere information, se: www.AdaptVac.com.
AdaptVac er medlem af PREVENT-nCoV-konsortiet, der tidligere i år modtog en bevilling fra EU’s rammeprogram for forskning og innovation, Horisont 2020, med henblik på at bringe udviklingen af AdaptVac’s vaccinekandidat mod COVID-19 videre ind i kliniske forsøg. Foruden AdaptVac er konsortiets medlemmer ExpreS2ion, Leiden University Medical Center (LUMC), Institute for Tropical Medicine (ITM) ved University of Tübingen, Institut for Immunologi og Mikrobiologi (ISIM) ved Københavns Universitet og Laboratoriet for Virology ved Wageningen University.