Det skal ikke længere være muligt for finansielle virksomheder at give medarbejdere bonusordninger, der kan motivere dem til at give kunderne dårlig rådgivning. Det fremgår af et nyt lovforslag, som Finanstilsynet har sendt i høring. ”Lovforslagets anden del indeholder forslag om, at penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber, der er værdipapirhandlere, skal sikre, at virksomhedens lønpolitik indeholder retningslinjer for aflønning af ansatte, der udfører investeringsaktiviteter m.v., som fremmer rimelig behandling af kunderne og forebygger interessekonflikter. Med forslaget foreslås også, at virksomhederne får pligt til at sikre, at aflønning af sådanne ansatte ikke er i strid med virksomhedens forpligtelse til at handle i kundernes bedste interesse. En tilsvarende forpligtelse til at indføre en lønpolitik foreslås indsat i lov om finansielle rådgivere, således at investeringsrådgivere og finansielle rådgivere skal opstille en lønpolitik, der fremmer en rimelig behandling af kunder og forbygger interessekonflikter,” oplyses det i høringsmaterialet.
