Berlingske bringer fredag en opsigtsvækkende og superrelevant artikel om de udfordringer, statsselskabet DONG Energy står overfor. ”Efter tre hav-vindnederlag: 24 vigtige måneder venter for DONG.”
Sagen handler om, at DONG har tabt de seneste udbudte havvindmølleprojekter, og at de er solgt til markant lavere garantipriser end tidligere. I artiklen hedder det, at ”Efter tre nederlag i de seneste fire auktioner på havvind står markedslederen DONG nu over for 24 vigtige måneder med nye auktioner, hvor selskabet skal bevise, at man kan bevare sin førsteplads i den nye, skærpede konkurrencesituation. Vi går ikke på kompromis med værdiskabelsen, lyder det fra DONGs adm. direktør.” Det forklares ikke nærmere, hvordan DONG kan undgå, at de markant lavere priser vil gå ud over værdiskabelsen, læs overskuddet, om tre-fire år, hvor de nye projekter gerne skulle bidrage markant til bundlinjen.