Nationalbankdirektør Lars Rohde har langt om længe blandet sig i debatten om realkredittens stigende bidragssatser. Prisstigningerne kan ikke alene forklares af øgede kapitalkrav, sagde han forleden. Men uden at kvalificere konklusionen yderligere. Dermed er debatten stadig åben: Hvorfor skal låntagerne, private og virksomheder hvert år betale ekstra 16 mia. kr. i forhold til 2004?
Man kan godt kritisere, at Lars Rohde først kommer på banen med udtalelsen nu. Som nationalbankdirektør taler man med rimelig tung vægt i den offentlige debat. Mange vil fremover uden tvivl anvende udtalelsen som referencepunkt. Og det ved Lars Rohde naturligvis godt. Sandsynligheden for yderligere bidragsforhøjelser de kommende år er lige pludselig faldet en hel del. Ingen tvivl om det.
Men i virkeligheden siger Lars Rohde også noget andet. Han siger indirekte, at danske private boligejere og virksomheder med realkreditlån betaler overpriser. Velkendt er det, at der over årene er sket forhøjelse af bidragssatserne, som næsten fuldstændigt lignende en koordineret indsat fra realkreditinstitutterne. Det ved vi godt, ikke er tilfældet. Fordi det er ulovligt. Men det er jo ikke ulovligt at følge i hælene på den store markedsleder, Nykredit.
Store udbytter til ejere
For de andre institutter har det været et rent tag selvbord, og velkendt er det, at Realkredit Danmark har udbetalt et stort antal milliarder i udbytte til Danske Bank, mens instituttet fortsat er utroligt velkonsolideret. Institutterne har heller ikke været tvunget til at effektivisere med digitale processer hele vejen gennem værdikæden, fordi det kunne koste milliarder i indtægter for ejerbankerne. Der har simpelthen ikke været et normalt markedspres på dem.
Det bedste kort at trække har været ”øgede kapitalkrav” fra EU, og det er blevet trukket igen og igen. Også selvom Nationalbanken i flere undersøgelser har konkluderet, at alle institutter var kapitalmæssigt i hus frem til 2018, hvorefter de nye kapitalkrav ikke kendes endnu. Alligevel har Lars Rohde nu stukket sin hånd ind i hvepserede. På Realkreditrådets årsmøde forleden sagde han følgende: ”I første del af i år var der et betydeligt fokus på realkreditinstitutternes bidragsforhøjelser. Jeg vil gerne understrege, at realkreditinstitutter skal have mulighed for at tjene penge ligesom andre virksomheder. I debatten blev stigningerne i stort omfang direkte knyttet til skærpede kapitalkrav. Som sagt kan skærpede kapitalkrav øge realkreditinstitutternes omkostninger. Men ikke i et omfang, som alene kan forklare de observerede stigninger i bidragssatserne.”
Den sidste sætning har uden tvivl ødelagt den hyggelige stemning på realkredittens eget årsmøde. Men der blev heller ikke trådt mere rundt i udsagnet. Det er den slags udtalelser, man helst vil glemme hurtigt, både hos realkreditten, i bankerne og hos regeringen og Socialdemokratiet, der de seneste år har kørt ukritisk med på realkredittens grådige dagsorden.
Nu mangler vi for alvor at få den rigtige kvalificerede debat: Hvor høje bidragssatser er der egentlig brug for? Og hvad vil myndighederne gøre for at skabe reel konkurrence, så bidragssatserne kan komme ned på et naturligt markedsniveau? Forslagene fra det såkaldte Realkreditudvalg, med tung repræsentation fra realkreditten selv, ligner et paradenummer uden reelt indhold.
Bidrag matcher gebyrer
Men det er også blevet en kanonforretning for bankerne at drive realkredit. Nationalbankens tal viser, at bidragsindtægterne i realkreditten siden 2004 er steget fra 4 mia. til 20 mia. kroner årligt. Bidragsindtægterne giver nu næsten det samme som samtlige andre nettogebyrindtægter i de store banker, hvor indtægterne ligger på lige over 20 mia. kroner.
De overnormale bidragssatser i realkreditten har nu udviklet sig til et stort samfundsmæssigt problem. De virker som en ekstra skat for private boligejere og på virksomheder i erhvervslivet. De er med til at hæmme den økonomisk vækst i samfundet.
Økonomisk Ugebrev har for nylig skrevet, at regeringens 2025-plan indeholder væksttiltag rettet mod erhvervslivets underskov, som er de mest perspektivrige og nytænkende i mere end ti år. Og det er rigtig positivt. Men at den aktuelle og tidligere regeringer fortsat lade sig smøre af realkredittens dygtige lobbyister er en gåde. Efter at staten – og skatteyderne – stillede op som garanter for banksektoren og realkreditten under finanskrisen, skal aktionærerne tilsyneladende nu forgyldes – på bekostning af det øvrige samfund.
MWL
