De seneste år er der opstået en ny industri af selskabssvindlere, der stort set risikofrit tømmer selskaber for skyldige midler, ikke mindst skyldige skatter og moms. Udviklingen afspejles i et veritabelt boom i såkaldte domfældte konkurskarantæner i Sø-og Handelsretten, hvor eneste sanktion er frakendelse af retten til at drive virksomhed.
Offentligheden kan dog ikke få oplyst navne på de erhvervsfolk, som er idømt konkurskarantæne, og de fortsætter ofte deres virksomhed gennem stråmænd registreret direktør, men hvor de dømte stadig arbejder i virksomheden. Selvom både det offentlige og private ofte taber penge, er det såkaldte konkurskarantæneregister ikke åbent for offentligheden, så forretningsdrivende kan ikke beskytte sig mod gentagelser, altså at tabe på tilgodehavender hos selskabssvindlerne. Økonomisk Ugebrev har talt med en stribe konkursadvokater, som finder situationen uholdbar. De påpeger, at det i realiteten er risikofrit at udøve denne form for svindel, fordi politimyndigheden ikke går videre med sagerne, selvom der ofte er klare indikationer på strafbare forhold. Præsident i Sø- og Handelsretten, Henrik Rothe, bekræfter over for Økonomisk Ugebrev det billede, som har fremgået af rettens oversigter over idømte konkurskarantæner. Nemlig, at der stort set har været daglige domfældelser eller mere.
Læs hele artiklen i Økonomisk Ugebrev Finans nr. 32.