Fra ChemoMetec
ChemoMetecs generelle omkostningsniveau har siden offentliggørelsen af halvårsrapporten for 2019/20 været på et lavere niveau end forventet. Det forventes samtidig, at omkostningsniveauet fortsat vil være lavere end forventet i den resterende del af regnskabsåret – især som følge af, at udbruddet af COVID-19 har ført til en betydelig reduktion i rejseudgifter mv. i forbindelse med, at salgs- og supportaktiviteterne er omlagt til mindre omkostningstunge online møder og præsentationer.
På denne baggrund forventes ChemoMetecs driftsresultatet i 2019/20 at blive højere end tidligere udmeldt. Der forventes nu et driftsresultat (EBITDA) i intervallet DKK 82-90 mio. i 2019/20, mod senest udmeldt DKK 77-83 mio.
På trods af de kommercielle usikkerheder som følge af COVID-19 situationen, især på det vigtige nordamerikanske marked, fastholdes forventningerne til ChemoMetecs omsætning. Der forventes således uændret en omsætning i intervallet DKK 205-213 mio. i regnskabsåret 2019/20.
ChemoMetecs meddelelse for 3. kvartal 2019/20 forventes offentliggjort onsdag den 7. maj 2020.