Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Danske Banks basisforretning i positiv stabilisering

Morten W. Langer

tirsdag 07. februar 2017 kl. 9:37

Mens danske bankers udlån og rentemarginal de seneste år har presset basisforretningen, er der nu lys forude. Danske Bank oplever stabilisering af rentemarginalen og ny udlånsfremgang. Men selve Q4-regnskabet blev mest løftet frem af engangseffekter.

Q4-regnskabet fra Danske Bank var betydeligt bedre, end analytikerne havde ventet. Som det fremgår af tabellen landede bundlinjen på 7 mia. kr. før skat, mod analytikernes konsensusforventning på 5,9 mia. kr. Men hovedparten af forbedringen kom fra poster med engangseffekt. Analytikerne reagerede især positivt på, at den basale bankforretning nu er stabiliseret efter flere års pres: Rentemarginalerne falder ikke mere, og udlånsvæksten i de øvrige nordiske lande begynder at tage fart.

Umiddelbart kommer det meste af fremgangen i Q4 fra engangseffekter. Økonomisk Ugebrev har sammenholdt de realiserede regnskabsresultater i fjerde kvartal med de analytikerestimater, som Danske Bank selv har oplyst på sin hjemmeside. Groft sagt kommer 0,4 mia. kr. fra lavere tabshensættelser end forventet, idet der er tilbageført 0,2 mia. kr. i kvartalet fra hensættelseskontoen, mod en minuseffekt på 0,2 mia. kr. kvartalet før. Af den samlede vækst i gebyrindtægterne på 0,6 mia. kr. i forhold til tredje kvartal 2016 kom 0,5 mia. kr. fra performance fees i Wealth Management, som hvert år bogføres i årets sidste kvartal. Analytikerne havde i deres estimater indarbejdet noget af denne engangspostering, men ikke det hele. Der var fremgang i handelsindtægter og gebyrer, blandt andet grundet øget konverteringsaktivitet og turbulens på finans- og valutamarkeder omkring valget af Trump.

Selve den langsigtede basisforretning i banken udviklede sig fladt med pil opad, men hovedparten af væksten i nettorenteindtægter kom blandt andet fra højere bidragssatser i datterselskabet Realkredit Danmark. Koncernens nettorenteindtægter steg 0,3 mia. kr. i Q4, mens bidraget hertil fra RD var 0,2 mia. kr.

”Vi ser den positive udvikling med stigende nettorenteindtægter for koncernen som det vigtigste signal, fordi det jo ikke udtryk for engangsindtægter eller særlige forhold, men en supertanker, der begynder at bevæge sig frem,”

siger CFO Jacob Aarup-Andersen fra Danske Bank til Økonomisk Ugebrev. Vigtigste budskab i det nye regnskab er derfor, at basisforretningen nu lægger an til en mere positiv udvikling, efter flere års pres. Danske Bank vokser særligt i Sverige, Norge og Finland. Over de seneste fem kvartaler er udlånet til private (Personal Banking) og det brede erhvervsliv (Business Banking) øget med 54 mia. kr. Men kun de 15 mia. kr., eller under 30 procent, er ”lagt” som udlån herhjemme. Hele 34 mia. kr. af udlånsvæksten siden fjerde kvartal 2015 er leveret til kunder i Sverige og Norge, og Norge har fået broderparten, nemlig 22 mia. kr.

 

Mål om svensk vækst

Om vækstbilledet siger Jacob Aarup-Andersen: ”Vi har i flere år lagt stor vægt på strategien om, at vi er en nordisk universalbank. Business Banking er blevet løfte frem af, at der er rigtig meget gang i svensk og norsk erhvervsliv, med markant højere vækstrater. I Norge er vi udfordrer til de store banker, og der kan vi være hurtigere og mere agile i forhold til kunderne. Det er en bevidst satsning, at vi gerne vil vækste mere i Sverige og Norge.Vi ønsker at vokse bredt, men holder lidt igen med de mere cykliske brancher. Fremad vil vi fortsat se størst fremgang i de andre nordiske lande, fordi der er mere vækst, og vi er en mindre spiller. I Danmark er der fortsat ikke stor lånevækst.”

”For privatkunder er vi vokset meget i Sverige og Norge via eksklusive partnerskaber med de store fagforeninger. Det er kunder, som har en mere attraktiv profil end den gennemsnitlige bankkunde, så der er tale om profitabel vækst. Langt over halvdelen af væksten i Norge kommer fra den type aftaler. Nu begynder vi også at se positive effekter i Sverige af disse aftaler,” siger Jacob Aarup-Andersen.

I Personal Banking er udlånet til private danskere herhjemme stort set det samme som for fem kvartaler siden. En bedre bundlinje i den danske Private Banking blev især trukket frem af lavere tabshensættelser og lavere omkostninger. Men udlånet til danske virksomheder i Business Banking er vokset 15 mia. kr.

Negative renter sendes videre

For første gange i mange kvartaler var der også en positiv udvikling i nettorenteindtægterne, trods uændret udlånsvolumen. Ifølge bankens Factbook er der indikationer på, at rentemarginalen på private udlån er bundet i de tidligere kvartaler. Mens udlånsmarginalen i årets tre første kvartaler kostede 475 mio. kr. på bundlinjen, var der i årets sidste kvartal et plus på 32 mio. kr.

”Vi har på udlånsmarginalen mærket pres de første tre kvartaler, mens der i årets sidste kvartal er sket en stabilisering, både på Personal Banking og Business Banking. Billedet er det samme i Sverige og Finland. Men udviklingen er fortsat negativ for privatkunder i Norge. Overordnet er der fortsat konkurrencepres i branchen, så vi ser ikke markant højere marginaler på den korte bane,” siger Jacob Aarup-Andersen. Billedet er det samme for SMV-virksomheder i Business Banking, hvor et rentetab på 165 mio. kr. på en lavere udlånsmarginal er blevet vendt til en mindre plus. Banken er også blevet langt bedre til at vælte Nationalbankens negative indlånsrenter over på kunderne, og i årets løb er indlånsmarginalen forbedret med en positiv effekt på bundlinjen på næsten en halv milliard kroner.

”Ligesom de fleste andre store banker har vi jo indført negative renter på indlån for erhvervskunder, men den effekt er indregnet i de seneste regnskabstal. Samtidig har vi sagt, at vi ikke planlægger at indføre negative renter på privatkunders indlån. Der er ikke noget, der har ændret sig på den front.”

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

Nyt job
Medarbejder til tilsynet med markedet for kryptoaktiver og betalingstjenester
Region H
CEO for Rejsekort & Rejseplan A/S
Region H
Finance/Business Controller til Anzet A/S
Region Sjælland
Dansk Sygeplejeråd søger digitalt indstillet økonomimedarbejder med erfaring i regnskabsprocessen fra A-Z
Region Hovedstaden
Nyt job
Økonom til tilsynet med realkreditinstitutter
Region H
Nyt job
Økonom til analyser af arbejdsmarkedet
Region H
Liftra ApS i Aalborg søger en Finance Controller med ”speciale” i Transfer Pricing
Region Nordjylland
Nyt job
Forbrugerrådet Tænk søger en ny direktør
Region Hovedstaden
Nyt job
INSTITUTLEDER PÅ AAU BUSINESS SCHOOL – Aalborg Universitet
Region Nordjylland
SPARTA SØGER EN ERFAREN KOMMERCIEL CHE
Region H
Skatteministeriet søger kontorchef til Organisering og Governance
Region H

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank