Investeringsfondene i Danske Banks nye investeringsrobot June er uden for det danske Finanstilsyns rækkevidde. Selv om Junes hjemmeside også er på dansk og henvender sig til danske investorer, befinder de seks fonde, som investorerne køber sig ind i, i Luxembourg. Dermed er det op til myndighederne i Luxembourg at føre tilsyn med, om de nye MiFID2-regler overholdes.
Danske Banks nye online investeringsrobot June er ikke officielt gået i luften endnu. Men ifølge banken selv er ganske mange kunder allerede i gang med at teste den. Og de første kunder har allerede investeret penge via June. Her kan danskere købe sig ind i en investeringsforening med seks forskellige fonde for helt ned til 100 kr. ad gangen og med ganske lave omkostninger. Men de seks ETF-fonde, som kunderne kan vælge at investere i, er alle hjemhørende i Luxembourg, og her er de uden for det danske finanstilsyns kontrol, bekræfter kontorchef Annette Bjaaland Andersen fra Finanstilsynet.
”Når de nye MiFID2-regler træder i kraft fra 1. juli er det op til myndighederne i Luxembourg at kontrollere, at de ydelser, som de luxembourgske fonde betaler for administration og investeringsforvaltning til Danske Invest, overholder de nye regler og ikke mindst forbuddet mod at udbetale provisioner”, siger Annette Bjaaland Andersen til Økonomisk Ugebrev. Hun har på foranledning af Økonomisk Ugebrev set i prospektet for de seks fonde i Luxembourg, blandt andet for at vurdere, om der i de mange udgifter, som fondene skal betale til Danske Invest, skjuler sig egentlige provisioner til Danske Bank og om banken i så fald er berettiget til at beholde dem. ”Fondene betaler ganske mange forskellige afgifter og gebyrer til Danske Invest. Der er dog ikke i prospektet nogle betalinger til Danske Bank”, siger Annette Bjaaland Andersen.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Finans nr. 12/2017.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.