I sidste uge kom det frem, at SKAT tilbage i juli kom med en såkaldt early warning om at undersøge behovet for en lovændring om aktieskat. I en pressemeddelelse pointerer ministeriet imidlertid, at dette ikke hænger sammen med den meget omtalte svindelsag: ”Arbejdet sker parallelt med Intern Revisions undersøgelse af årsagerne til, hvordan formodet økonomisk kriminalitet for 6,2 mia. kr. er foregået. Den pågældende Early Warning har imidlertid ifølge SKAT ikke nogen umiddelbar sammenhæng til svindelsagen. Den aktuelle udbytte-svindelsag drejer sig – efter hvad Skatteministeriet er blevet oplyst af SKAT – om, at udbytterefusioner er udbetalt på baggrund af forfalskede bilag. Early Warning-sagen drejer sig derimod om den skattemæssige behandling af aktielån. Spørgsmålet er, om finansielle aktører, som køber, låner og sælger aktier, har haft mulighed for, at to parter kan anmode om refusion af den samme skat.”
