Der rejses nu alvorlig tvivl om det grundlag, danske investeringsforeninger investerer på og i øvrigt måler deres egen performance. I flere tilfælde investerer afdelingerne nemlig slet ikke i de værdipapirer, som de har lovet investorerne. I andre tilfælde måler de sig om mod benchmark, som består af helt andre produkter. Det viser en analyse af en række danske investeringsforeninger, foretaget af Økonomisk Ugebrev. Først og fremmest viser det sig, at flere investeringsforeninger i afdelinger med korte obligationer faktisk investerer flere penge i lange obligationer end i korte obligationer. Dernæst at de køber masser af realkredit- og skibsobligationer, som de afkastmæssigt sammenligner med statsobligationer, der er helt anderledes med både afkast og risiko.
”Der er vel nærmest lidt OW Bunker over det. Nu er det jo kommet frem, at den solide olieforretning i OW Bunkers bagved havde spekulationer i olieprisen. Man kan jo spørge sig selv, om situationen i sådanne investeringsforeninger ikke er lidt det samme. Sagt med andre ord siger man, at man gør en ting. Men i virkeligheden gør man noget andet. Jeg synes, det bør stå klart for folk, som investerer deres penge i de afdelinger, hvad risikoen egentlig er,” siger ekstern lektor på Copenhagen Business School Frank Lyhne Hansen.
Eksempelvis har Jyske Invest Korte Obligationer over 62 procent af pengene placeret i obligationer med mere end syv års løbetid. Her ligger der en formue på 1,7 mia. kr. af danskernes opsparing. I Nykredit Invest er det næsten halvdelen af formuen, der er placeret til en løbetid på over syv år. Endelig er tallet i Danske Invest næsten 40 procent. Effekten er dobbelt til investeringsforeningernes fordel: Først og fremmest giver lange obligationer et højere afkast end korte, men de har også en højere risiko. Dernæst ser foreningerne også bedre ud, når de investerer masser af penge i realkredit- og skibsobligationer, men sammenligner sig med et benchmark bestående af sikre statsobligationer.
