Meget tyder på, at den afgående topchef for Danmarks største pensionsselskab, adm. direktør Henrik Heideby, har bygget dele af PFA’s utrolige væksthistorie på finansielle transaktioner frem for reel vækst i kunderne. I hvert fald peger flere eksperter over for Økonomisk Ugebrev nu på, at PFA i den seneste årsrapport har pustet balancen op med 20 mia. kr. – muligvis med det motiv at skabe en illusion af vækst. Formelt bliver balancen i årsregnskabet for 2013 øget med 47 mia. kr., hvoraf 20 mia. kr. altså alene kommer fra finansielle transaktioner, og ikke fra kundetilgang. Vækst i balancen er blevet anvendt til at tegne et billede af PFA Pension i vedvarende vækst med stor tilgang af kundeopsparing under forvaltning.
”Når man ser på PFAs årsregnskab for 2013, fremgår det, at der er foretaget gearede investeringer i markedsrentemiljøet. Det kan være reelt nok. Men det har den effekt, at balancen øges med 20 mia. kr. Det kan altså være en regnskabsmæssig manøvre for at øge balancen, og det er tankevækkende, at det netop lykkedes at passere 400 mia. kr. i balancen ultimo 2013. Når man ser på den imponerende balancevækst i PFA Pension i 2013, er knap halvdelen altså ikke udtryk for en reel forøgelse af forretningerne, men mere af regnskabsteknisk art,” siger partner i BEDSTpension Gert Nielsen. Balancevæksten skal ses i lyset af, at Henrik Heideby kort tid før årsrapporten udkom gik til medierne med en historie om, at PFA havde nået en ny milepæl på 400 mia. kr. i balance, og at han nu jagtede 600 mia. kr. ”PFA har ikke 400 mia. kr. under forvaltning. Tallet er nok nærmere 300 mia. kr. Når tal som 400 mia. kr. er fremme, handler det om regnskabsteknik. Det er det nemmeste i verden at puste balancen op i et pensionsselskab. Man skal bare lave flere af den slags finansielle forretninger på finansmarkedet,” siger direktør Søren Andersen fra den store pensionsrådgiver Willis.
Fra PFA erkender man, at balancen er øget med 20 mia. kr. som følge af finansielle forretninger, men siger, at der er tale om helt normal forretningsgang. ”Den omtalte formulering i note 18 (i regnskabet, red.) henviser til de såkaldte repo forretninger. Det er en måde, pengeinstitutter og pensionsselskaber kan låne hinanden penge på med meget stor sikkerhed. Det gør PFA, fordi man med den ekstra likviditet kan skabe et afkast, der er større end de renter, man betaler for lånet til den anden part,” lyder det fra PFA’s direktør for kommunikation Morten Jeppesen. Henrik Heideby har ikke selv ønsket at kommenterer forholdet direkte. På spørgsmålet om, hvorvidt balancen er pustet op, svarer Morten Jeppsen: ”Du spørger så, om ikke PFA på den måde har pustet balancen op. Svaret er det enkle, at der ikke er andre måder rent regnskabsteknisk at håndtere disse repo-forretninger på. Den metode, PFA anvender, følger Finanstilsynets regnskabsregler og de internationale regnskabsstandarder til punkt og prikke.”
Økonomisk Ugebrev har også præsenteret PFA’s regnskab for en statsautoriseret revisor med kendskab til pensionsbranchen. ”Jeg har aldrig før set repo-forretninger, der er lavet med kundernes penge i markedsrente. Den måde, det er foregået på, giver ikke mening for mig.” lyder det fra revisoren, som ønsker at være anonym. Økonomisk Ugebrev har endvidere præsenteret regnskabet for andre pensionsselskaber. Ligeledes herfra lyder vurderingen, at man aldrig har set sådanne lån i markedsrente – og da slet ikke i den størrelse. Transaktionen giver kun mening, hvis man vil pynte på regnskabet, lyder det. Men den udlægning afviser PFA altså kategorisk.
Mr. PFA
Uagtet om transaktionen er normal eller unormal, har den betydning for forståelse af, om PFA er en vækstmaskine eller det modsatte, og det billede Henrik Heidby har forsøgt at tegne af virksomheden: På en råkold vintermorgen i januar 2014 er to journalister fra Berlingske Business inviteret ud til PFA’s hovedsæde i Marina Park. Adm. direktør Henrik Heideby giver et sjældent solo-interview lige op til regnskabsaflæggelsen. Et ægte scoop for avisen og journalisterne. Historien er, at PFA og Henrik Heideby er på vej til at blive Danmarks – og måske Europas – største pensionsselskab. Det går nu så godt, at PFA kan blive større end selveste ATP, lyder det i avisen. Overskrifterne lød bl.a. ”Mr. PFA stopper ikke før han er størst” og ”PFA vil have den største pengetank”. Avisens journalister har dog ikke en chance for at tjekke oplysningerne. For årsrapporten foreligger først en måned senere. Og det er her, det fremgår, at størstedelen af væksten kommer fra finansielle transaktioner. Fire måneder senere er historien en anden. Da halvårsmeddelelsen kommer hen over sommeren, er væksten pludselig gået i stå i PFA. Der tales nu om rekordafkast, mens man skal langt ned i meddelelsen for at se, at præmieindbetalingerne falder. At balancen skrumper, og ikke længere er over 400 mia. kr. To måneder senere sprænger historien om Henrik Heidebys overraskende stop i PFA. De selvsamme journalister fra Berlingske Business kan fortælle hele baggrundshistorien for, at PFA-direktøren nu tager sit gode tøj og går fra årsskiftet: Han er utilfreds med bestyrelsen.
Tvivlsomme transaktioner?
Hvis man graver lidt i årsrapporten, er der finurlige oplysninger. PFA’s version er, at man har ”lånt et beløb hos et andet selskab imod, at man har stillet obligationer som sikkerhed for lånet. Samtidig er der lavet en aftale om, at PFA senere betaler lånet tilbage og igen får rådighed over obligationerne. ”Det gør PFA, fordi man med den ekstra likviditet kan skabe et afkast, der er større end de renter, man betaler for lånet til den anden part. På den måde kan PFA skabe et større samlet afkast til kunderne. Det er en helt normal del af forretningen i et pensionsselskab, og der er rigeligt med eksempler på det i andre selskaber,” forklarer Morten Jeppesen. PFA’s revisorer fra Deloitte dokumenterer dette over for Ugebrevet ved at sende regnskaber fra andre pensionsselskaber. Det er også helt korrekt. Sagen er bare, at det andre steder sker i det traditionelle pensionsprodukt med en garanti. I PFA er det sket i markedsrente, hvor det er kunderne, der bærer risikoen for transaktionen. Det er ikke set før i pensionsbranchen – og adspurgt kan hverken PFA eller Deloitte vise eksempler på det. Mere mystisk bliver det, at PFA tilsyneladende låner 20 mia. kr. af kundernes penge ud, uden at der er stillet sikkerhed for transaktionerne. Det undrer i den grad en statsaut. revisor med kendskab til pensionsbranchen.
”Det virker dybt forunderligt, når der er tale om så store beløb. Men jeg kan ikke se i PFA’s årsrapport, at der er stillet sikkerhed i de udlånte obligationer. Regnskabsbekendtgørelsen for forsikringsselskaber er meget klar på dette område,” siger revisoren. Ganske rigtigt lyder det i regnskabsbekendtgørelsens paragraf 104 styk 2: ”Hvis virksomheden har stillet pant eller anden sikkerhed i aktiver, skal dette oplyses med angivelse af omfanget af pantsætningen og de pantsatte aktivers værdi, specificeret for de enkelte poster”. Så enten er der simpelthen ikke stillet sikkerhed, eller også mangler der en note i regnskabet. Oversat til dansk tyder det på, at PFA slet ikke har lavet en repo-forretning, hvor man har for mange obligationer og låner dem ud mod sikkerhed i en periode. Men at man i stedet har lånt 20 mia. kr. og købt obligationer for dem – med den effekt, at det øger balancen. Regnskabsmæssig behandles sådanne transaktioner ens. Sådan en udlægning er PFA lodret uenig i.
Hvor kommer pengene fra?
Holder man fast i PFA’s version, er der dog stadig ubesvarede spørgsmål. Først og fremmest at transaktionen som nævnt sker i markedsrente. Hvis renten rykker sig meget, er det direkte tab til kunderne i markedsrente – dem med pensionsproduktet PFA Plus. Var transaktionen sket i det traditionelle pensionsprodukt – som det flittigt sker i andre pensionsselskaber – er det selskabets problem, hvis renten rykker sig. Kunderne, derimod, har jo en garanti. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, hvorfor markedsrentekunderne skal have et gearet pensionsprodukt. De har købt et produkt baseret på en andel aktier og obligationer, hvor det normale er at holde risikoen konstant ved at sælge det ene og købe det andet, i takt med udviklingen på aktiemarkedet. Altså i dette tilfælde sælge obligationerne, hvis der er for mange, i stedet for at låne dem ud via et gearet finansiel transaktion. Det er også svært at forstå, hvordan PFA pludselig har 20 mia. kr. for meget i obligationer i markedsrente. På blot et år er posten steget fra 2,4 mia. kr. til præcis 25,8 mia. kr. Altså lidt mere end de 20 mia. kr., som i PFA’s version har været lånt til andre finansielle aktører – uden sikkerhed. De seneste års udvikling på aktiemarkedet har været en stor optur. Så skulle man have for meget af noget, lyder det mest realistisk, at det skulle være aktier frem for obligationer. Det er også værd at bemærke, at de 20,57 mia. kr. lige præcis får PFA’s balance til at ramme 400,784 mia. kr. Ugebrevet ville gerne spørge til både manglende noteoplysninger, sikkerhedsstillelse og den stærkt stigende obligationsformue. PFA har dog ikke ønsket at svare på disse spørgsmål.
Tilbage står, om denne usædvanlige transaktion har været en medvirkende faktor i Henrik Heidebys afgang. Svaret er umiddelbart nej. Ifølge Ugebrevets oplysninger var den 20 mia. kr. store transaktion antageligt ikke konkret godkendt af bestyrelsen, og den har heller ikke været drøftet særskilt siden. Konfronteret med dette siger Morten Jeppesen, at bestyrelsen har jo har underskrevet årsrapporten.
