Oprøret mod de voldsomme forhøjelser af bidragssatser i realkreditten er for alvor nået ud til de bredeste medier. Efter slagkraftige forsider med blandt andet Nykredits næstformand op mod nytår, var Ekstra Bladet på banen i denne uge med hele tre opslag om det mangelfulde demokrati i Foreningen Nykredit. Over det seneste halve til hele år har også Økonomisk Ugebrev, JP Finans og Dagbladet Børsen været på banen med en serie artikler, som udstiller især Nykredits ledelse, men som også sår tvivl om den egentlige historie bag de eksorbitante forhøjelser i bidragssatser på realkreditlån for almindelige boligejere. Tilsyneladende gør intet af det indtryk på den siddende erhvervsminister, regeringen og de øvrige partier i Folketinget. Vi synes, at det er en styrke for vores demokrati, at formiddagsbladene også tager den slags sager op. Fordi – uanset om man vil det eller ej – er det blade, de folkevalgte læser og lytter til. De kommer også ud til en bred gruppe danskere, som i sidste ende kan afgøre folketingsvalg, og de er ikke elitære som de fleste traditionelle dagblade. Vi savner dog fortsat at Danmarks Radio og TV2 tager sagen op om det mangelfulde demokrati i Nykredit og de uforståelige bidragssatser. Kan det have noget at gøre med, at TV2’s direktør Merete Eldrup sidder i Nykredits bestyrelse. Det kan vi ikke forestille os.
