Det globale salg af el- og hybridbiler ramte to millioner enheder i 2016. Det er en stigning på 60 procent i forhold til året før. Norge er verdensleder, når udviklingen måles på solgte enheder i forhold til andelen på de respektive nationale bilmarkeder. I Danmark er salget stagneret 71 procent efter regeringen i januar 2016 øgede afgiften på el- og hybridbiler. Politiske tiltag er afgørende for markedsudviklingen.
Grøn omstilling: Hvis verdenssamfundet, med eller uden Trumps USA, skal nærme sig målsætningerne fra Parisaftalen om betydelig reduktion af CO2-emissioner for at undgå yderligere temperaturstigninger er en særdeles vigtig brik at gøre transportsektoren mere grøn. Udviklingen af Elbilmarkedet spiller her en helt afgørende rolle og ifølge International Energy Agency´s (IEA) helt friske årlige opgørelse fra deres ”Global Electric Vehicle Outlook 2017” har verdensmarkedet for elbiler udviklet sig godt, omend benzin- og dieselbilerne stadig er altdominerende.
I 2016 blev der på verdensplan solgt to millioner elbiler. Det er 60 procent mere end i 2015. Kina og USA er ikke overraskende de største markeder. I Norge, Holland, Sverige, Frankrig, England og Kina, men vel at bemærke ikke i USA, udgør salget af elbiler i 2016 mere end 1 procent af det samlede globale bilmarked. Elbilmarkedet er dog stærkt koncentreret om kun 10 lande, som repræsenterer over 95 procent af det samlede salg. Foruden de nævnte lande drejer det sig også om også Japan og Canada, hvor den politiske vilje har været til stede for at øge brugen af el- eller hybridbiler.
Norge er særlig fremtrædende i relation til forholdet mellem antal solgte elbiler og traditionelle benzin- og dieselbiler. I 2016 udgjorde elbiler 29 procent af alle solgte biler i Norge, hvilket placerer vores broderfolk på dette mål som den absolutte verdensleder. Ifølge IEA har et gunstigt politisk miljø i de seneste år sørget for en omfattende bred vifte af incitamenter som fx skatterabat og fritagelser for vej-, bro- og færgeafgifter. Det har unægteligt vækket købernes interesse.