Kommentar: I de toneangivende medier udspiller der sig i disse dage en besynderlig debat. Statsminister Mette Frederiksen angribes for at lukke Danmark ned på et utilstrækkeligt grundlag. Fakta er, at smittetallene i starten af perioden var ved at stikke fuldstændig af, og at hovedforklaringen på dette var, at Sundhedsstyrelsen og direktør Søren Brostrøm havde en meget afslappet holdning til, hvordan hjemvendte danske skiturister og norditalienske turister på besøg i København, skulle håndteres.
Brostrøm synes det var helt ok at hjemvendte danske skiturister fra Østrig og Norditalien og weekendturister fra Milano gik lige ud i blandt andet København og smittede andre danskere, i stedet for at anbefale 14 dagens hjemmekarantæne. Danmarkskortet fra Statens Serum Institut viste da også i starten, at smitteudbredelsen var højest i Gentofte og Herning, hvorfra der er ekstra mange danskere på skiferiebesøg i alperne.
Smittetallene var ved at stikke af, uanset hvordan man vender og drejer det. Sundstyrelsens og Brostrøms teoretiske evidenssnak kunne have kostet Danmark ekstra 1.800 døde, skønnet ud fra hvad der er sket i Sverige, hvor man har valgt at vægte hensynet til samfundsøkonomien tungere end hensynet til den ældre del af befolkningen. Især ældre på plejehjem, som er blevet fuldstændig svigtet.
Vi har hele tiden opfattet det sådan, at det var en politisk beslutning af lukke Danmark ned, og at det skete på trods af Sundhedsstyrelsens anbefalinger om det modsatte. Økonomisk Ugebrev har tidligere skrevet i kommentarer, at Mette Frederiksens beslutningen var sund fornuft og rettidigomhu, og at Søren Brostrøm burde fyres på gråt papir.
Danmark og danskerne ser nu ud til at være kommet ud af det på den anden side, men det er alene på grund af den langvarige nedlukning. I forhold til udviklingen i Sverige, hvor de ikke har haft samme hårdhændede nedlukning af samfundet, er der ca. 2000 døde mere end i Danmark, målt på grundlag af COVID-19 døde per million indbyggere (se grafik).
Det forunderlige i den aktuelle debat er, at de seneste data for den økonomiske genåbning af Danmark sammenlignet med Sverige er, at dansk økonomi på nuværende tidspunkt er kommet mere tilbage til den tidligere normalen end svensk økonomi. Læs Økonomisk Ugebrevs analyse om den økonomiske genåbning af Danmark her.