Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Finans

Artiklen fra Økonomisk Ugebrev, der satte politiet på sporet

Morten W. Langer

tirsdag 16. december 2014 kl. 10:01

Artikel fra Økonomisk Ugebrev 31. august 2009, som fremhæves af politiet som den artikel, der bragte dem på sporet af Parken sagen:

 

Parkens køb af det italienske feriehusprojekt Montepaone sidste år kostede aktionærerne et stort milliontab, mens bestyrelsesformand Flemming Østergaard  og daværende bestyrelsesmedlem Hans Henrik Palm hentede en stor milliongevinst kort tid før transaktionen, viser en analyse, Økonomisk Ugebrev har udarbejdet. Flere selskabsretseksperter vurderer over for Økonomisk Ugebrev, at aktionærerne bør overveje en granskning af transaktionerne og en række private insidersalg af Parken-aktier.

En række forhold sår nemlig tvivl om ledelsens uafhængighed i den aktuelle transaktion, hvor privatøkonomiske hensyn kan have spillet en rolle: Hvorfor købte børsnoterede Parken Sport & Entertainment i maj 2008 – i starten af den eskalerende finanskrise – rettighederne til et italiensk ferieprojekt for ca. 130 mio. kr.? Selskabets gældsbyrde var hastigt på vej opad, og kvartalsregnskaberne viste en svag drift.

Hvorfor betalte selskabet købet med Parken-aktier, som i virkeligheden kun blev deponeret i en bank, hvorved selskabets aktionærer pådrog sig en stor kursrisiko, hvis aftalen – som det faktisk skete – blev ophævet? I forhold til handelstidspunktet er aktierne nu faldet fra ca. 1300 til de aktuelle 600, hvorved aktionærerne har tabt ca. 70 mio. kr. Hvordan kunne bestyrelsesformand Flemming Østergaard og bestyrelsesmedlem Hans Henrik Palm kort tid før aftalen om køb af rettighederne til det italienske feriebyggeri få afsat private aktier for 96,5 mio. kr. i et marked, hvor aktien næsten ikke blev handlet, og hvor aktien blev holdt oppe af én enkelt køber med nær tilknytning til Parken? Uldent og uigennemskueligt Erhvervsretsekspert, professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet har kigget på sagen, og han synes, at transaktionerne virker uigennemskuelige: ”Det er vanskeligt at gennemskue, hvordan tingene hænger sammen, og det virker noget uldent og besynderligt. Parkens bestyrelse burde overveje at undersøge disse forhold nærmere og kortlægge, hvordan det hænger sammen. Alternativt ville jeg, hvis jeg var aktionær i selskabet, overveje, om der var behov for at få gennemført en granskning af forholdene omkring handelstransaktionerne og flowet af beholdningen af egne aktier.”

Aktionærer kan med opbakning fra 25 procent af aktiekapitalen på en ekstraordinær generalforsamling beslutte at få undersøgt særlige forhold i selskabet. De kan derefter rette henvendelse til Sø- og Handelsretten, der så udpeger en uafhængig granskningsmand til opgaven. Professor i selskabsret, Paul Krüger Andersen, fra Handelshøjskolen i Århus vurderer på baggrund af artiklen, at der er fremdraget så mange uigennemsigtige forhold, at der kan være anledning  til, at Fondsbørsen og eventuelt Finanstilsynet ser nærmere på forløbet:

”For Parkens aktionærer vil der også være god grund til at stille en række kritiske spørgsmål til det nærmere forløb og indhold af den lange række af transaktioner. Der er generelt altid grund til at se kritisk på dispositioner, som er gennemført af en snæver gruppe med personlige relationer – og privatøkonomiske interesser, der kan være i strid med selskabets økonomiske interesser.” Han understreger dog, at han på det foreliggende grundlag ikke kan vurdere, om der kan foreligge forhold i strid med selskabsretlige regler. Enkelt stor nettokøber Under aktienedturen i efteråret 2008 dykkede aktien faktisk 70 procent på kort tid. Hvis aktierne var blevet solgt dér, havde de kun indbragt ca. 30 mio. kr. til Østergaard og Palm – altså knap 70 mio. kr. mindre end den faktiske salgspris. Regnskaberne allerede et halvt år tidligere viser svag indtjening. Parken aflægger den 31. marts 2008 regnskab for 4. kvartal 2007 med et driftsoverskud på 62 mio. kr. efter værdiopskrivning af ejendomme på 58 mio. kr. Altså i realiteten et rundt nul. Billedet er det samme i 1. kvartal 2008, hvor driften reddes af salg af Billetlugen A/S og i 2. kvartal 2008, som reddes af sommerhussalg.

Selvom Parken i de tre kvartaler henter driftsoverskuddet fra engangsrelaterede poster, stiger aktien alligevel hen over foråret 2008 mere end det dobbelte af det generelle aktiemarked, som stiger ca. 10 procent fra februar til maj-juni 2008. Forklaringen er, at der er en enkelt stor nettokøber, nemlig Capinordic Bank, der i perioden køber Parken aktier for 41 mio. kr. Næststørste køb ligger på blot én mio. kr. Capinordic har nære forbindelser til Parken og dens ejerkreds på flere måder: Capinordic er storsponsor for Parken og bankforbindelse. Og Parkens daværende storaktionær, Steen Vela, var også aktionær og kunde hos Capinordic.

Efter Parkens kursstigning i foråret holder aktien sig stabilt i en periode omkring kurs 1.200-1.300. Den 28. og 30. april 2008 kommer der insidermeddelelser om, at Hans Henrik Palm og Flemming Østergaard har solgt private aktier for henholdsvis 38,2 mio. kr. og 58,3 mio. kr. Meddelelserne er overraskende, fordi der i hele april kun er én stor køber nemlig Capinordic med 25 mio. kr. Østergaard og Palms aktier er derfor næppe blevet afsat over markedspladsen, men placeret direkte hos en eller flere store købere. Spørgsmålet er hvem?

Knap et par måneder senere – den 24. juni 2008 – oplyser Parken, at selskabet har købt rettighederne til et italiensk ferieboligprojekt mod betaling af 102.000 Parken-aktier. På dette tidspunkt er aktien i kurs 1.300, hvilket modsvarer en købspris på 133 mio. kr. Men hvor kommer så de aktier fra, som blev lagt som betaling: Fra årets start har Parken 54.796 egne aktier i selskabets kasse, dvs. der mangler 47.204 aktier for at kunne lægge de 102.000 aktier. Pr. 30. juni oplyser selskabet, at det fortsat har 15.675 aktier selv. Altså er der i halvåret købt 62.879 aktier. Kommer de indkøbte aktier så fra Østergaard og Palm? Det er ikke oplyst, men absolut en mulighed. De kan også have solgt deres aktier til 3. mand, som efterfølgende har solgt dem direkte til Parken uden om markedspladsen. I regnskab 2008 kommer det så frem, at aktierne alligevel ikke blev anvendt som betaling, men alene som sikkerhedsstillelse:

”Overførslen af 102.000 stk. Parken-aktier, som på overførselstidspunktet blev indregnet som en forudbetaling for grunden i Montepaone, er pr. 31. december 2008 indregnet som sikkerhedsstillelse,” oplyses det. Videre oplyses det, at banken har solgt 35.955 stk. aktier ”i modstrid med pantsætningsbetingelserne,” hedder det. Sagen bliver ikke mindre speget af, at Montepaoneprojektet blev købt af Renewable Energy Ltd. med Per Villum Hansen, Erik Damgaard, Aldo Petersen og Ole Abildgaard i ejerkredsen. De skulle have gang i ferieprojektet for at få lov til at bygge vindmøller. Hovedparten af denne ejerkreds var dog også indskydere af frisk kapital på i alt 64 mio. kr. i januar, april og juli 2008 i it-selskabet Comwir med Flemming Østergaard som privat storaktionær og bestyrelsesformand, og sønnen Peter Østergaard som direktør. Blandt andet Aldo Petersen, Ole Abildgaard og Erik Damgaard var investorer. Comwir blev erklæret konkurs i marts 2009.

Tavshed fra Østergaard

Økonomisk Ugebrev har stillet Flemming Østergaard en række spørgsmål, men vi havde ikke fået svar ved redaktionens slutning. Spørgsmålene lyder som følger:

Til en artikel i Økonomisk Ugebrev om Montepaonetransaktionen vil vi høre, om vi kan få din kommentar/ vurdering til følgende forhold:

1. I foråret 2008 op til offentliggørelsen af Montepaonetransaktionen er Capinordic Bank stort set eneste nettokøber i markedet af Parken-aktier. Står Parken helt eller delvist bag køb af egne aktier via Capinordic?

2. Du og Hans Henrik Palm sælger den 28. og 30. april 2008 private aktier, jf. insidermeddelelse, for knap 100 mio. kr. Af børsens handelsstatistik kan man se, at de ikke er afsat i det frie marked via markedspladsen. Er det disse aktier, der delvist har dækket betalingen for Montepaone-transaktionen med 102.000 aktier.

3. Hvis du kan svare benægtende på begge ovenstående spørgsmål: Hvor har Parken så i 1. halvår indkøbt de ca. 63.000 aktier, som er erhvervet til betaling af Montepaone-transaktionen (udregnet ud fra den offentliggjorte aktiebeholdning den 1. januar 2008 og den 30. juni 2008)?

4. Kan du bekræfte, at Montepaone-transaktionen indtil videre har givet Parken-aktionærerne et betydeligt kurstab, da aktierne er indkøbt til langt højere priser end de er solgt til/er bogført til nu?

Morten W. Langer, [email protected]

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Top100 Finansvirksomhed

Få de vigtigste om bank, realkredit, forsikring, pension
Udkommer hver mandag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

CEO for Rejsekort & Rejseplan A/S
Region H
Controller/økonomimedarbejder – få den brede vifte af økonomiopgaver
Region H
Finance/Business Controller til Anzet A/S
Region Sjælland
Liftra ApS i Aalborg søger en Finance Controller med ”speciale” i Transfer Pricing
Region Nordjylland

Mere fra ØU Finans

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank