Onsdag i sidste uge var der en advokat fra Silkeborg, der meldte skatteministeren og nogle skatteordførere til politiet for hæleri. Det var et oplagt træk for advokaten, der på det tidspunkt kunne læse på alle netmedier, at Skat, med ministerens og ordførernes accept, ville give et millionbeløb for dokumenter, som med al sandsynlighed er stjålet fra et advokatfirma i Panama. Det påfaldende er, at medierne ikke som det første selv havde grebet fat i hæleri-vinklen.
I en klumme i Berlingskes papirudgave torsdag opsummerede Jens Chr. Hansen den holdning, der tilsyneladende var gængs for medierne:
”Juridisk er der næppe problemer, men etisk og moralsk tårner spørgsmålene sig selvfølgelig op.”
Men hvordan kunne Hansen på denne måde afvise juridiske problemer? Mens han sad og skrev klummen, havde adskillige folk med forstand på skat og jura uden omsvøb på sociale medier omtalt købet af dokumenterne som hæleri. Og efter de senere års begivenheder kan man ikke, efter fuld omtanke, have bevaret sin barnetro om, at Skat som en selvfølge overholder loven, eller i hvert fald kun bryder den lidt.
Men hvordan forholder det sig så med anklagen om hæleri? Økonomisk Ugebrev har spurgt Skatteministeriet, på hvilket juridisk grundlag vil foretage købet af dokumenterne. Ministeriet henviste i første omgang til den politiske aftale fra foråret 2011, der gav mulighed for nedsat straf til skattesyndere, der meldte sig selv. I den forbindelse oplyste den daværende skatteminister, at han fra sag til sag ville vurdere eventuelle tilfælde, hvor meddelere ville sælge oplysninger om danskeres konti i udlandet. Men sådan en udmelding fra en minister udgør naturligvis ikke noget juridisk grundlag for den aktuelle handel.
Dernæst sendte ministeriet et link til denne artikel, som Business.dk bragte torsdag eftermiddag. Her oplyser direktør Jim Sørensen fra Indsats i Skat, at man simpelthen prøver sig frem: Nu køber man oplysningerne, og så må retslige instanser senere tage stilling til, om det var lovligt. Den oplysning må være et wakeup-call for medierne. Det synes at være en almindelig antagelse, at sælgeren af dokumenterne nok har idealistiske motiver, og at oplysningerne vil afsløre alvorlige tilfælde af skatteunddragelse. Men det kan lige så vel være, at sælgeren er tilknyttet en terrororganisation, en mafia eller en skummel efterretningstjeneste, og at Skat ikke finder nogen skatteunddragelse af betydning. Det kan altså være en forbrydelse med alvorlige konsekvenser, skattemyndighederne er på vej ud i. Men man forsøger sig alligevel frem, tilsyneladende i en forventning om, at hvis det går galt, vil nogen eller noget holde hånden over beslutningstagerne, så de ikke personligt kommer til at opleve ubehageligheder.
Med den holdning er der intet, der tyder på, at skandalernes tid er forbi i Skat. Det må medierne også se i øjnene.
