Politikere i den blå blok lagde fredag op til, at kapitalkravene til finanssektoren skal lempes, fremgik det af medierne. Man må her måbe over samspillet mellem medier og politikere. Et PR-møde hos Nykredit og hopla: stribevis af politikere er med ét klar til at ændre på regler, der omstændeligt og gradvist er indført siden finanskrisen toppede. Denne holdningsændring sker tilsyneladende uden diskussion med uafhængige eksperter eller med de ansvarlige myndigheder i Finanstilsyn og ministerier. Måske er det rigtigt at ændre på reglerne, men at det på denne kupagtige måde lykkes for det hårdt pressede Nykredit at dreje diskussionen om stigende bidragssatser væk fra Nykredits angivelige grådighed over til det angiveligt for stramme regelsæt for finanssektoren er da imponerende. Og endnu mere forbløffende er det, at adskillige politikere ikke blot har ændret opfattelse, men tilsyneladende omgående er klar til at ændre på bankpakker og kapitalregler for at hjælpe Nykredit.
